Benjamin Jakobsen — 04.05.2018 21:17
Selvom Haderslev er sidst i U17-Ligaen, så har de leveret fine resultater i april, og Ivan Poulsen forventer en svær kamp for OB.
OB’s U17-drenge skal lørdag forsøge at fortsætte en flot forårssæson, når de drager en tur mod Sønderjylland, hvor Haderslev FK venter. Haderslev FK er ungdomsafdelingen til Alka Superligaklubben SønderjyskE, og der venter striberne en kompakt modstander, det forventer cheftræner Ivan Poulsen i hvert fald.
- Vi skal op imod Haderslev, og vi skal spille på græs. Det bliver vores første græskamp i rigtig lang tid, så det bliver selvfølgelig spændende. Haderslev plejer at forsvare i en 5-3-2 opstilling, og de er både meget kompakte og velorganiserede, ligesom de i den anden ende af banen er dygtige på omstillinger. Derfor er det vigtigt, at vi er klar fra første fløjt, hvis vi skal have noget med hjem fra Haderslev, for kommer vi bagud, så bliver det voldsomt svært, forklarer Ivan Poulsen.
Tager man et kig på tabellen, så ser det helt klart overkommeligt ud for striberne, da Haderslev er placeret sidst i rækken – og de har efter de første 20 kampe blot vundet en enkelt. Alligevel ser Ivan Poulsen et sønderjysk mandskab, der er i fremgang.
- I april måned spillede de både uafgjort med FCM og FCK, og det vidner jo om, at de kan et eller andet, når de arbejder sammen som et kollektiv. Vi mødte dem også for en måneds tid siden i en træningskamp, hvor vi tabte – og det var helt fortjent. Derfor er vores spillere også bevidste om, at der venter en svær kamp, og at hårdt arbejde som altid er en nødvendighed. Det er uanset, om vi møder Haderslev, Struer eller Barcelona, så skal hårdt arbejde være en selvfølgelighed for en OB-spiller. For det gavner ikke kun i den enkelte kamp, det gavner også i udviklingen for den enkelt spiller. Så jeg forventer naturligvis at se et hårdtarbejdende hold, siger Ivan Poulsen, inden han sætter lige flere ord på modstanderen.
- De forsvarer sig godt, når først de er organiseret, derfor er det vigtigt, at vores boldomgang både er koncentreret og hurtig. Vi skal holde øje med Armann Taranis, der har lavet otte mål indtil videre for Haderslev og er deres topscorer. De er skarpe på standarder og omstillinger, så vi vil selvfølgelig være forberedte på den del af spillet. Det betyder naturligvis, at vi skal være forberedt på direkte spil – ligesom vi skal undgå at give dem hjørnespark og frispark tæt på mål, siger Ivan Poulsen.
OB må undvære Emil Suarez, som i sidste uge blev skadet i en træningskamp mod AC Horsens U19-mandskab. Men derudover er det en OB-trup, der er fit for fight, som gæster Haderslev.
- Vi er uden Emil Suarez, og det er selvfølgelig ærgerligt for os som hold, men især for Emil, som lige var kommet tilbage fra en anden skade. Når det er sagt, så er jeg ikke i tvivl om, at vi har andre spillere, der kan løfte opgaverne. Vi er et hold, og alle spillere på det her hold ved, hvad det vil sige at være en holdspiller. Så står vi sammen, og det er en af vores helt store styrker, der har sikret os flere point i den igangværende sæson. Derfor skal vi også til Haderslev og fortsætte vores flotte forår, men vi ved, at det til trods for stillingen i U17-Ligaen bliver en rigtig svær kamp for os.
Kampen mellem OB og Haderslev FK spilles ved Haderslev Idrætscenter, og der er kampstart lørdag den 5. maj klokken 14:45