Susie Bebe Nielsen — 19.03.2018 10:57
Fodbold handler om at vinde. Om sejre, nederlag, triumfer og fiaskoer. Men fodbold er også...
Fodbold handler om at vinde. Om sejre og nederlag, triumfer og fiaskoer. Men fodbold er også meget mere end det.
OB tabte godt nok kampen mod AGF, men på trods af nederlaget, var der én Stribet fan på EWII Park, for hvem det var noget helt specielt at opleve OB på grønsværen.
Luca er 13 år og fra Canada, og har fulgt OB i tykt og tyndt, siden han var fem år gammel. Kampen mod AGF var første gang han kunne se sit hold i aktion fra første parket og inden kampen var det derfor en tydeligt spændt Luca, vi fangede på EWII Park:
- Jeg har altid holdt med OB, fordi min mormor er fra Fyn og hendes kæreste er kæmpe OB-fan, så vi har altid snakket meget om OB og fodbold i min familie, også selvom vi bor i Canada. Jeg glæder mig virkelig meget til at se det hele i levende live i aften, fortæller Luca.
Særligt én spiller har en plads i den unge OB'ers hjerte:
- Rasmus Festersen er mit idol i OB, så jeg håber bare at han skal spille i aften!
Festersen startede som bekendt inde mod AGF, men selvom angriberen ikke kom på tavlen og holdet måtte indkassere et bittert nederlag, så er det stadig en stor fan af Striberne, der tager tilbage til Canada, når hans ferie i Danmark er overstået:
- Selvfølgelig er jeg stadig fan, selvom vi tabte i dag. Det er vigtigt, at man er der for sit hold lige meget om de taber eller vinder, afslutter Luca.
Vi håber at se Luca på EWII Park meget snart igen og takker ham og alle blå og hvide støtter – fra Bolbro til Brasilien - for jeres fantastiske støtte både i med og modgang.
Sammen For Klubben. For Byen. For Altid.