Benjamin Jakobsen/ob.dk
Benjamin Jakobsen — 31.03.2018 21:48
Kravet var tre point i kampen mod Juventus, men italienerne var for stærke og vandt med 1-0.
Tournoi Sans Fontiére
Lørdag 31. marts, 20:15, Sens
OB – Juventus 0-1 (0-0)
28. min. 0-1 Juventus
Kampens forløb:
Kravet inden sidste kamp for striberne var tre point. Modstanderen var den italienske storklub, Juventus, som omvendt ville gå glip af 1/8-finalerne, hvis OB kunne besejre dem.
Fra start af var det Juventus, der satte sig på sagerne, og de var dygtige på bolden og samtidig OB fysisk overlegne. Taktisk var de snu, som italienere typisk er. Det voldte OB-spillerne store problemer, og de unge fynboer havde dels svært ved at holde på bolden – og endnu sværere ved at skabe chancer mod et godt organiseret mandskab.
Italienerne var farlige på standardsituationer, og flere gange i første halvleg var de nærgående, men OB’erne forsvarede sig stærkt mod dem. I den anden ende af banen havde Marius Uhd et enkelt giftigt forsøg kort inden pausen fra kanten af feltet, men første halvleg endte 0-0 – og håbet levede i begge lejre.
I anden halvleg var kampbilledet ens med det vi så i første halvleg, og det var Juventus, der dominerede i kampen. Efter 28 minutters spil fik de så deres tredje hjørnespark på stribe, og efter lidt klumpspil i feltet fik de trampet bolden ind over stregen til 1-0.
Herefter satsede OB med mere direkte spil og mindre fokus på forsvarsspillet for at jagte to scoringer, som der nu var påkrævet, hvis OB søndag skulle spille med i 1/8-finalerne. Selvom OB-drengene kæmpede og fightede det bedste, de havde lært, så var Juventus for dygtigt et mandskab, og italienerne vandt fortjent med 1-0 over OB.
Det betyder, at OB ender som nummer fire i puljen – og derfor skal spille placeringskampe søndag og mandag, hvor placeringerne fra 17 – 25 skal fordeles. Modstanderne kender vi endnu ikke.