Lasse Olsson
Benjamin Jakobsen — 18.03.2018 20:09
OB tabte søndag med 4-1 i Randers, selvom striberne var foran med 1-0 i pausen.
Alka Superliga 26. runde
Søndag 18. marts kl. 17:00
Randers FC - OB 4-1 (0-1)
38. min. 0-1 Casper Nielsen
59. min. 1-1 Bashkim Kadrii
75. min. 2-1 Bashkim Kadrii
90. min. 3-1 Bashkim Kadrii
90. min. 4-1 Saba Lobzhanidze
Gule kort:
Randers FC: 21. min. Kevin Conboy, 32. min. Andreas Bruhn, 48. min. Joni Kauko
OB: 21. min. Kenneth Emil Petersen, 64. min. André Rømer, 76. min. Mathias Jørgensen, 85. min. Jóan Símun Edmundsson
Randers FC's holdopstilling:
Frederik Due - Tobias Damsgaard, Kasper Enghardt, Erik Marxen, Kevin Conboy - Joel Allansson (65. min. Frederik Lauenborg), Joni Kauko, Nicolai Poulsen, Andreas Bruhn (59. min. Saba Lobzhanidze) - Mikael Boman (84. min. Jakob Johansson), Bashkim Kadrii
Bænken: Jonas Dakir, Brandur Hendriksson Eero Markkanen, Frederik Lauenborg, Jakob Johansson, Saba Lobzhanidze, Marcus Mølvadgaard
OB's holdopstilling:
Sten Grytebust - Mikkel Desler, Kenneth Emil Petersen, Jeppe Tverskov, Jacob Barrett Laursen - Mathias Greve, André Rømer (67. min. Mathias Thrane), Casper Nielsen, Rasmus Jönsson (74. min. Jóan Símun Edmundsson) - Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen (74. min. Anders K. Jacobsen)
Bænken: Thomas Mikkelsen, Ryan Johnson Laursen, Jóan Símun Edmundsson, Julius Eskesen, Mathias Thrane, Marco Lund, Mathias Jørgensen
Kampens forløb:
OB-spillerne gik søndag på banen til den sidste kamp i grundspillet på udebane mod Randers FC. Hvis målsætningen om top 6 skulle opfyldes, så krævede det første og fremmest tre point i dagens kamp, og det var da også et slagstærkt OB-mandskab der gik på banen. Spillerne i startopstillingen havde gennemsnitligt været med i 19 af de første 25 runder af Alka Superligaen.
Kampen i Randers fik en stille begyndelse, hvor et kompakt Randers-mandskab fokuserede på omstillingerne, og OB spillede med meget tålmodighed. Således gik der 10 minutter, før vi fik kampens første afslutning. Den kom fra OB-topscoreren Anders K. Jacobsen, men afslutningen fra en spids vinkel var ikke for alvor tæt på Randers-målet.
Små fem minutter senere var det så Randers, der fik afsluttet på en omstilling ved Andreas Bruhn, men OB-forsvaret fik blokeret afslutningen. Kort efter var det så OB, der forsøgte sig, men afslutningen blev blokeret til hjørnespark. Det var ikke de helt store chancer vi fik i den første halve time, men derefter blev forsøgene i den grad mere nærgående.
Først var det den tidligere OB-spiller Bashkim Kadrii, der pillede bolden fra Tverskov, inden han spænede afsted mod målet. Et stærkt returløb fra Jacob Barrett fik dog presset ham til at ikke at få sat den skarpeste afslutning ind, og den store chance løb ud i sandet for randrusianerne.
Bare to minutter senere var det så OB, der var tæt på, og det var første halvlegs farligste forsøg. Kombinationer mellem AK og Desler endte med et glimrende indlæg fra Mikkel Desler ind i feltet. Mellem tre Randers-spillere steg Helenius til vejrs og headede mod mål, men Frederik Due hav en flot redning ud af ærmet, så stillingen fortsat var 0-0.
Det holdt dog kun i yderligere en håndfuld minutter. En flot omstilling fra OB-mandskabet blev farlig for Randers-defensiven, og på kanten af feltet lagde han bolden skråt tilbage til Casper Nielsen, der kom spænende i fuld fart. Med en flot, flad, præcis afslutning satte han den via modsatte stolpe ind i nettet til en OB-føring på 1-0.
Med føringen var OB nu et skridt tættere på en plads i det forjættede langt blandt de seks bedste i Alka Superligaen. Udover en OB-sejr, så krævede det tre point til Lyngby over Horsens, samtidig med at Hobro måtte besejrede Brøndby på vestegenen. Efter de første 45 minutter var det status quo i de to andre kampe, og det betød, at OB indtog en øjeblikkelig 7. plads i Alka Superligaen.
OB havde dog kun indfyldelse på en ting, og det var, hvad der skete indenfor kridtstregerne i Randers, og her var hjemmeholdet efter 49 minutters spil tæt på at bringe balance i regnskabet. Fysisk stærke Mikael Boman holdt OB-forsvaret væk og tog bolden til sig. Fik den sendt videre til Joel Allansson, som afsluttede. OB fik blokeret skuddet højt op i luften, og bolden landede ovenpå overliggeren og hoppede ud over mållinjen.
Efter 56 minutters spil var det så tæt på at blive 2-0 til striberne. Mathias Greve førte bolden frem, og fra kanten af feltet trykkede han af. Randers-forsvaret fik rettet skuddet af, og Frederik Due hoppede til den forkerte side, men til hans held hoppede bolden forbi målet. Kort efter var det så Bashkim Kadrii, der trykkede af fra kanten af feltet, men Grytebust parrerede flot bolden til hjørnespark.
To minutter efter var Bashkim Kadrii igen på spil med et skud fra distancen. Desværre havde han fået indstillet sigtekornet endnu bedre, og på en fantastisk afslutning bragede han bolden op i hjørnet fra 25 meters afstand uden afstand for Grytebust, og så var stillingen 1-1 i Randers.
OB var dog tæt på at komme foran igen bare fem minutter senere. Et flot sideskift med ydersiden fra Anders K. Jacobsen gav en skudmulighed til Casper Nielsen. Han trykkede af første gang, men præcisionen manglede på en svær afslutning fra første halvlegs målscorer.
Der var godt med liv i kampen, og det bølgede frem og tilbage med chancer til begge mandskaber. Der var heller ingen tvivl om, at hjemmeholdet var kommet, for at tage alle tre point. Efter 70 minutters spil var et indlæg fra Rasmus Jönsson så lige ved at overrumple Randers-målmanden, men bolden sneg sig lige akkurat over målet.
Få sekunder kom der så den scoring, i Lyngby, som OB havde brug for, da Shala bragte Lyngby foran 1-0 mod AC Horsens. Få minutter efter foretog Kent Nielsen en dobbeltudskiftning. Ud med Anders K. Jacobsen og Rasmus Jönsson, mens Jóan Símun Edmundsson og 17-årige Mathias Jørgensen i stedet kom ind i satsningen på at komme foran.
Første situation var et hjørnespark, som Randers-forsvaret fik afvist, og med det samme gik det den anden vej på en omstilling, hvor Randers var giftige. Det var de også på denne, og på endnu en flot afslutning fik Bashkim Kadrii sparket Randers foran med 2-1.
OB havde bolden og sad på spillet, men fik ikke skabt åbne målchancer mod en godt kæmpende Randers-hold, som stod fornuftigt og var giftige på omstillinger til Bashkim Kadrii. Med fem minutter tilbage af opgøret fik Kjarten Finnbogason så udlignet for AC Horsens andetsteds. Dermed ville en sejr til OB ikke være nok til en plads i top 6 – medmindre Lyngby lavede yderligere en kasse.
I kampens 90. minut blev det så også slut med alle de spekulationer, da Bashkim Kadrii på en omstilling løb fra OB-forsvaret, inden han for tredje gang i anden halvleg huggede bolden i kassen. 3-1 til Randers, og alle drømme om top 6 blev definitivt slukket.
I det fjerde minuts overtid blev det så 4-1 til hjemmeholdet. En lang aflevering til Bashkim Kadrii blev med hovedet sendt videre til Saba Lobzhanidze, som fra en spids vinkel flot sparkede den over i modsatte sidenet til 4-1, som blev kampens slutresultat.