Reserverne bankede
Brøndby med 7-1

Benjamin Jakobsen — 12.03.2018 16:48

Årets første kamp i Reserveligaen endte med en OB-sejr på hele 7-1 over Brøndby IF.

Reserveligaen
Mandag 12. marts, 14:00 – Brøndby
Brøndby IF – OB 1-7 (1-2)
17. min. 1-0 Jan Kliment
24. min. 1-1 Jóan Símun Edmundsson
27. min. 1-2 Jóan Símun Edmundsson
51. min. 1-3 Mathias Jørgensen
64. min. 1-4 Nicklas Helenius (straffe)
75. min. 1-5 Mathias Jørgensen
77. min. 1-6 Mathias Jørgensen
79. min. 1-7 Mathias Jørgensen

OB’s holdopstilling:
Thomas Mikkelsen – Mikkel Desler (78. min. Mathias Bonde), Jacob Mikkelsen (65. min. Kasper Skræp), Kenneth Emil Petersen, Jacob Buus – Julius Eskesen, Nana Welbeck, Mads Frøkjær (58. min. Laurits Lillemose), Mohammed Fellah (46. min. Mathias Jørgensen) – Nicklas Helenius, Jóan Símun Edmundsson (74. min. Anders Klynge)
Bænken: Peter Bergmann, Kasper Skræp, Mathias Bonde, Mathias Jørgensen, Anders Klynge, Laurits Lillemose

Kampens forløb:
Mandagens kamp skulle egentlig have været afviklet i sidste uge, men der kunne Brøndby ikke have en bane klar på grund af vejret. Derfor var kampen udsat til i dag, og det var et stærkt OB-mandskab, der tog en tur til den københavnske vestegn efter tre point i årets første Reserveligakamp.

Spillemæssigt kom begge mandskaber fornuftigt fra start, men det var OB, der virkede skarpest. Alligevel var det Brøndby IF, der kom på 1-0, da Jan Kliment sparkede kuglen ind, da Brøndby erobrede bolden efter et OB-indkast. Kort efter kom OB så på tavlen, men målet blev annulleret for offside, og bare få øjeblikke efter scorede OB endnu engang. Denne gang havde bolden så været ude over mållinjen, og igen blev målet annulleret.

Der skulle dog ikke gå længe, inden OB kom på tavlen med en korrekt scoring. Et flot opspil endte med en aflevering fra Desler til Edmundsson, og den færøske angriber var kølig, da han sattede udligningen i nettet. Tre minutter efter var Jóan Símun Edmundsson så igen på spil. En lang aflevering havnede ved Edmundsson, og han kom alene igennem med Brøndby-målmanden. Her var han sikkerheden selv, da han køligt sattede bolden i nettet til 2-1 – bare ti minutter efter Kliment havde bragt Brøndy foran.

I pausen satte OB så Mathias Jørgensen ind for Mohammed Fellah, der bøvlede med bentøjet, og det skulle vise sig, at Mathias Jørgensen ville fejre dagens udtagelse til U18-Landsholdet med manér.

Således gik der bare seks minutter, inden han havde lavet sit første mål i kampen og bragt OB på 3-1, men han var ikke færdig for i dag. OB spillede en fin gang fodbold, og når der skulle afsluttes, så var det skarpe afslutninger, som målmand Benjamin Bellot ikke kunne tage sig af i Brøndby-målet.

Efter lidt mere end en times spil blev Mikkel Desler så nedlagt i feltet, og dommeren dømte straffespark. Her var Nicklas Helenius kølig, da han sparkede bolden fladt ind i målet til 4-1, og ti minutter efter blev vi vidner til et vanvittigt hurtigt scoret hattrick fra Mathias Jørgensen.

Efter 75 minutter gjorde han det til 5-1, 77 minutter til 6-1 og i 79. minut blev det så 7-1 til OB – tre hurtige mål af Mathias Jørgensen. Scoringen til 5-1 var på en omstilling efter et hjørnespark, hvor Jóan Símun Edmundsson drev gæk med Brøndby-forsvaret, inden han serverede den for fødderne af Jørgensen, som sikkert sparkede den ind. To minutter efter sparkede han den ind efter et flot OB-opspil, og efter 79 minutter var han hurtigst over en ripost, der opstod efter et langskudsforsøg fra Eskesen, og så var OB foran med 7-1 over Brøndby.

Flere mål fik vi ikke i opgøret, og således endte det med en suveræn sejr på 7-1 til OB over Brøndby.

Kommentar fra John Bredal:
Det var virkelig klasse. Det må jeg bare sige. Vi kommer lidt skidt i gang i de første 15 minutter, og vi kom bagud på en foræring, hvor Kliment let kom helt fri. Derefter vågnede vi op, og vi spiller Brøndby fuldstændig tynde. Vi spiller en perfekt taktisk time efter deres scoring, hvor vi følger det taktiske oplæg helt ud til fingerspidserne. Vi får flere gange spillet rigtig flot fodbold udenom deres presspil.

Så på en svær bane spiller vi god bold, og vi fik Brøndby-spillerne ud på nogle områder, hvor de ikke er vant til at spille. Derfra fik vi så bragt os i overtalssituationer, og så var vi også ret effektive i dag.

Derudover var det meget tilfredsstillende, at vi fik alle fem U19-spillere ind i kampen, så de var med til at slå en stor modstander suverænt.

Næste kamp:
19. marts kl. 13:00 F.C. København – OB, Peter Bangs Vej