Morten Wamsler / OB
Benjamin Jakobsen — 19.03.2018 15:32
Elias Lamnaouar scorede det enlige mål, da OB mandag vandt med 1-0 over FCK i Reserveligaen.
Reserveligaen
Mandag 19. marts, 13:00, KB’s anlæg
FCK – OB 0-1 (0-0)
56. min. 0-1 Elias Lamnaouar
OB’s holdopstilling:
Thomas Mikkelsen – Ryan Johnson Laursen (70. min. Peter Clement), Marco Lund, Joao Pereira, Jacob Buus (53. min. Mathias Bonde) – Nana Welbeck, Mads Frøkjær (46. min. Elias Lamnaouar), Mathias Thrane (55. min. Jonathan Harboe), Julius Eskesen – Mohammed Fellah (80. min. Jacob Mikkelsen), Mathias Jørgensen
Bænken: Elias Lamnaouar, Jonathan Harboe, Jacob Mikkelsen, Mathias Bonde, Peter Clement, Peter Bergmann
Kampens forløb:
I sidste uge spillede OB årets første reserveligakamp, da Brøndby blev slået med hele 7-1 på den københavnske vestegn. Denne mandag var det så en anden københavnerklub, der var modstandere, da OB på udebane skulle møde FC København.
Mens der i sidste uge var fuld fart over feltet fra første fløjt, så var det en anderledes stille indledning på kampen denne mandag. Spillemæssigt var OB stærkest, men i første halvleg var det to hold, der var dygtige til at lukke ned for hinanden. Intensiteten fejlede bestemt ikke noget, og der blev gået til den i duellerne på græsbanen på Peter Bangs Vej i København.
Mens første halvleg ikke bød på åbne målchancer til nogle af holdene, så skulle vi til gengæld kun vente ti minutter på at få det første mål i anden halvleg. Elias Lamnaouar var blevet skiftet ind fra anden halvlegs start, og efter ti minutter blev han spillet fri i dybden på en flot aflevering af Mathias Thrane. Det gav ham en direkte duel mod Kim Christensen i FCK-målet. Her var OB’s U19-angriber iskold overfor den 38-årige FCK-målmand og sendte OB på sejrskurs med sin scoring til 1-0.
Få minutter efter var OB så få centimeter fra at komme på 2-0 på et hjørnespark, men bolden støj lige akkurat over målet. Som kampen skred frem, blev OB bedre og bedre, og det var de grønklædte OB-spillere, som dominerede opgøret mod FCK.
Med små tyve minutter tilbage af kampen var det igen tæt på at blive 2-0, da Nana Welbeck trykkede af fra distancen. Han fik god fart på skuddet, som sad indenfor målrammen, men Kim Christensen reddede afslutningen fra Welbeck.
Som kampen skred frem kom der flere udskiftninger fra begge mandskaber, og OB-spillerne på banen blev yngre og yngre. OB startede med to U19-spillere på banen, men endte med seks U19-spillere inde, da kampen blev fløjtet af. FCK var ikke farlige overfor OB-defensiven, selvom de i slutningen forsøgte at sætte OB under pres. Derfor endte det med en fuldt fortjent sejr til OB, som nu er nummer 1 i Reserveligaen foran FCK, Brøndby og FC Helsingør.
Kommentar fra John Bredal:
Det var endnu en god sejr, men i forhold til sidste mandag var det mere en arbejdssejr i dag. Banen var ikke så stor og ikke så god, så vi vidste, det ville blive svært at spille god fodbold.
Vi var effektive og rigtig dygtige forsvarsmæssigt, hvor vi holdt dem fra chancer gennem 90 minutter. Vi stod godt på banen og sørgede for at alt spil foregik foran os. Tålmodighed var en dyd, og vi skulle vente på de rette chancer, og de kom i anden halvleg. En positiv ting ved kampen var, at vi var tættere på 2-0 og 3-0, end de var på at få udlignet.
Næste kamp:
16. april, 16:00 FC Helsingør - OB ; Reserveligaen