Tredje sejr i træk
til U17-drengene

Benjamin Jakobsen/ob.dk

Benjamin Jakobsen — 03.03.2018 18:31

Sidste weekends sejr over HB Køge blev fulgt op denne lørdag, da Esbjerg blev slået 2-1 i Ådalen.

U17-Ligaen
Lørdag 3. marts, klokken 15:15, Ådalen
OB – Esbjerg fB 2-1 (1-1)
35. min. 0-1 Mads Borchers
39. min. 1-1 Mikkel Michelsen
51. min. 2-1 Mikkel Michelsen

Kampens forløb:
U17-drengene startede 2018 på flotteste manér i sidste weekend, da HB Køge blev slået 3-1 i Ådalen. I denne weekend var det så Esbjerg fB, der var på besøg. OB kom flot fra start, og allerede indenfor de første ti minutter af kampen havde der været så store chancer, at OB burde have været foran med et par stykker. Det var både på gennemspillede angreb og på standarder, striberne truede Esbjerg-defensiven, men effektiviteten manglede.

Efter godt tyve minutters spil var alle på kunstgræsbanen dog sikre på, at OB ville bringe sig foran. Rasmus Nissen trykkede af, keeperen parrerede afslutningen, der endte ved Emil Suarez, som forsøgte at sende bolden i mål. Han ramte den dog skævt, så bolden blev sendt videre til Andreas Eriksen, som misbrugte muligheden ved bageste stolpe.

I stedet var det lige pludselig gæsterne, der kom igennem til en chance på en omstilling. Her havde de en ting, som OB ikke var i besiddelse af – effektivitet – og Mads Borchers bragte i forhold til spil og chancer noget ufortjent gæsterne foran med 1-0.

Heldigvis fik OB svaret igen bare fem minutter efter. Valdemar Ibsen tørrede to Esbjerg-spillere med en flot vending, inden han smed bolden ind i låget på Mikkel Michelsen, som scorede sit tredje mål i 2018. Dermed fik OB udlignet inden pausen, og selvom striberne burde have været foran, så gav det optimisme at slutte af med en scoring.

Den optimisme og selvtillid blev taget med på banen til anden halvleg, og bare ti minutter inde i anden halvleg kom OB så på 2-1. En flot lang aflevering fra Daniel Obbekjær endte for fødderne af Mikkel Michelsen. Han udfordrede sin direkte modstander, tog bolden over til venstrebenet og sparkede flot bolden ind i modsatte side af målet, og OB var foran med 2-1.

Kort efter var det så tæt på, at det blev 3-1. En flot diagonalaflevering fra Valdemar Ibsen sendte Jonas Skytte afsted. Han tog den videre til baglinjen, inden han lavede et fladt indlæg til forreste stolpe. Her var Emil Suarez klar, og han afsluttede første gang på indlægget. En flot redning fra Esbjerg-keeperen sendte desværre bolden ud til hjørnespark.

Kampen bølgede frem og tilbage, og det var ikke vi chancer vi manglede i opgøret – således måtte Peter Bergmann hive en flot redning ud af ærmet bare to minutter efter. Den redning var starten på et OB-angreb, hvor Emil Suarez spillede Andreas Eriksen fri i dybden. Han kom alene igennem med Esbjerg-keeperen, men igen var målmanden på plads for Esbjerg.

Vi nærmede os slutfløjtet, og det lignede mere og mere end sejr til 2-1 til OB, men da Esbjerg i kampens sidste minut fik tilkæmpet sig et hjørnespark var det tydeligt at se nervøsiteten blandt OB-folkene. Første indbyrdes opgør mellem holdene endte nemlig 2-2, da Esbjerg udlignede på et hjørnespark i slutfasen. Dette hjørnespark blev også farligt, men Peter Bergmann viste frygtløst målmandsspil, og han kastede sig flot ud i flokken af spillere og sikrede sig bolden. Flere chancer fik vi ikke, og så endte det med en sejr til OB på 2-1.

Kommentar fra Ivan Poulsen:
Vi spillede en rigtig flot første halvleg, hvor vi kommer frem til rigtig mange afslutninger på baggrund af flot offensivt spil. Vi kommer så desværre bagud på en omstilling, men får udlignet kort inden pausen på en genialitet fra Valdemar Ibsen, der får spillet Mikkel fri, som sikkert scorer.

I anden halvleg var spillet knapt så godt, det bølgede mere frem og tilbage. Vi havde svært ved at holde samme ro i kuglen, men får heldigvis tilspillet os den chance, der skal til for at score til 2-1 og sikre os sejren.

Endnu engang var Peter Bergmann afgørende i målet for os, da han har en flot redning i forbindelse med et hjørnespark i slutningen, men generelt var det en rigtig godt holdpræstation med knaldhårdt arbejde fra alle drengene.

Vi er sindssygt glade for, at vi nu har fået vores tredje ligasejr i træk, og det ser jeg som et klart resultat af det hårde arbejde, vi laver på træningsbanen. Vi glæder os meget til forårets første udebanetur, når vi på lørdag tager til Lyngby.

Næste kamp:
10. marts klokken 15:15 Lyngby – OB, Lyngby Stadion