U17: Lyngby er vildt
giftige på omstillinger

Benjamin Jakobsen — 09.03.2018 14:52

U17-drengene jagter lørdag den fjerde sejr i træk, men det kræver en koncentreret indsats i Lyngby.

U17-drengene har fået en resultatmæssigt perfekt start på året, og den skal de forsøge at følge op på, når de lørdag drøner afsted mod Lyngby. Her skal de spille mod de kongeblå drenge – og OB’s cheftræner, Ivan Poulsen, forventer ikke en nem kamp, selvom striberne er godt kørende.

- Det bliver en rigtig svær udebanekamp. Lyngby er et godt hold, og særligt hvis de rammer niveauet, så er de svære at have med at gøre. De har slået nogle af de bedste hold i rækken, så vi ved, at de kan volde alle mandskaber problemer. De er kommet skidt fra start på året med to tabte kampe, men det gør jo bare, at de er endnu mere tændte efter at skulle slå os på lørdag, så det er absolut ikke noget, der gør opgaven nemmere for os, siger Ivan Poulsen, inden han smider lidt ord på den modstand, der venter OB.

- Vi ser selvfølgelig noget video på Lyngby for at forberede os, og vi kender dem også fra vores første indbyrdes møde i sæsonen. De er ekstremt farlige på omstillinger, og spiller for spiller er de rigtig stærke, selvom deres resultater ikke har været så gode. Profilen på deres hold vil jeg helt klart mene er Asger Ammundsen, som de har hentet i Hvidovre. Han spiller på den offensive midtbane, og han har lavet seks mål – så ham skal vi helt sikkert holde lidt ekstra øje med i lørdagens kamp.

OB kommer med masser af selvtillid og tre sejre i træk i U17-Ligaen. Derfor bliver der også pres på striberne, hvis der skal følges op på den seneste gode periode, og det er OB-lejren helt klar over.

- Vi tager selvfølgelig til Lyngby med ambitionen om at følge op på vores tre seneste kampe, der har budt på maksimumpoint – og det i sig selv er en udfordring. Jeg håber rigtig meget på, at vi kan fortsætte tendensen med at score mål og forsvare os godt. Vi har stort set alle mand klar, så der er en sund konkurrence om pladserne i truppen, siger Poulsen, inden han afslutningsvis sætter er par ord på taktikken for lørdagens kamp.

- Vi skal arbejde videre med den boldbesiddende del af spillet. Der har vi været inde i en glimrende periode. Men det kræver ro på spillet, særligt når vi har bolden. Derudover bliver det vigtigt at stoppe Lyngbys omstilling tidligt, ligesom vi ikke må smide bolden på dumme steder, der kan give Lyngby de her omstillinger.

Kampen mellem OB og Lyngby spilles i Lyngby, og der er kampstart lørdag den 10. marts klokken 15:15.