_8050562

19.11.2018 13:43

Kenneth Emil Petersen stopper i OB til nytår. Den 33-årige forsvarsspiller er blevet enig med klubben om, at hans kontrakt bliver ophævet, og han indstiller samtidig sin aktive fodboldkarriere.

OB og Kenneth Emil Petersen er blevet enige om en ophævelse af samarbejdet med virkning fra 31.12. Dermed slutter en lang og flot karriere for den nu 33-årige forsvarsspiller, der kom til OB i sommeren 2016. Her blev han hurtigt udnævnt til anfører, og gennem et par vanskelige sæsoner gik han forrest både på og udenfor banen. Han har således sat store og solide aftryk i klubben, og han fortjener en stor anerkendelse for sin tid i stribet, siger sportsdirektør Jesper Hansen.

- Den periode, hvor Kenneth Emil Petersen har været i OB, har bestemt ikke været nem. Vi har været i en periode, hvor klubben og holdet har udviklet sig markant, men hvor resultaterne samtidig har været svingende. Det kræver enormt meget af en anfører og leder at være med til at sikre, at truppen holder sammen, og at der er en markant leder på banen og i omklædningsrummet. Der har Kenneth Emil været en uvurderlig medspiller, og han har gerne stillet sig i frontlinjen, når der blev skudt på truppen udefra. Samtidig har han vist vejen for sine holdkammerater i forhold til at holde humøret højt i modgang og i forhold til at sikre, at ingen lægger sig ned, når det gør ondt. På den måde har han været et supergodt eksempel for sine unge holdkammerater på banen, og udenfor banen har han været den skarpe og kompromisløse tilføjelse, som vores tidligere generte og lidt stille trup havde brug for. Hans betydning for OB har været langt større end de fleste tænker, og der er ingen tvivl om, at hans kompetencer kan bringe ham langt i andre sammenhænge også, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke, uanset hvor fremtiden måtte bringe ham hen, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Et efterår, hvor der har været langt til startpladserne i Superligaen, og hvor Kenneth Emil Petersen har haft visse problemer med skader undervejs, har betydet, at han tidligt meldte ud, at kontrakten, der stod til at udløbe til sommer, ville være hans sidste. Beslutningen om at stoppe et halvt år tidligere end oprindeligt planlagt, har derfor ikke været ulogisk.

- Det er vemodigt og en speciel dag, men jeg er også meget afklaret omkring det hele. Jeg glæder mig til at komme ud på den anden side og se fremad. Det har været 2,5 hårde år, hvor vi ikke har opnået den sportslige succes, som vi havde troet på og håbet på. Det ærgrer mig rigtig meget, men når det er sagt, så føler jeg, at jeg har bidraget til at skubbe klubben i den rigtige retning, og den fornemmelse er jeg glad for at kunne sidde tilbage med. Jeg føler, at det er det rigtige tidspunkt for mig at stoppe nu. Det er klart at en plads som reservespiller ikke er så sjov når karrieren alligevel er ved at slutte, og derfor er klart det bedste for både OB og for mig, at jeg kommer videre allerede til nytår. Jeg vil gerne takke klubben og fansene for at give mig muligheden for at spille i en stor og traditionsrig klub, som OB er. Uanset at vi ikke er lykkedes på det sportslige, som vi gerne ville, så vil jeg se tilbage på tiden i OB som lærerig og givende.

Kenneth Emil Petersen har tidligere spillet for Herfølge, AC Horsens og AaB. I OB er han noteret for 60 kampe og 3 mål, mens han samlet set har spillet 304 Superligakampe og scoret 14 gange.