02.11.2018 15:30
U17-drengene møder lørdag AaB på udebane, og efter sidste weekends sejr over HSV er det en OB-trup med masser af selvtillid, der tager nordpå.
U17-drengene tager lørdag igen hul på U17-Ligaen. Det gør de efter en lang turneringspause, fordi det danske U17-Landshold har været i gang med EM-Kvalifikationen. Det betyder dog ikke at striberne har holdt sig fra kampbanen, og i sidste weekend var drengene eksempelvis en tur i Nordtyskland, hvor de mødte HSV i en træningskamp, der gik godt set med de stribede briller.
- Sidste lørdag havde vi en rigtig god træningskamp mod HSV, hvor vi vandt med 3-2. Vi lykkedes med at være fremadrettede i vores pres, men også fremadrettede i tanke og handling med bolden. Det gjorde, at vi kom foran med 3-0 og faktisk havde chancerne til at score endnu flere mål. Det gjorde vi dog ikke, og så endte vi i stedet med at lukke dem ind i kampen, fordi vi slap speederen. Det må vi ikke gøre i Aalborg, hvis vi vil have alle tre point med hjem fra det nordjyske, siger OB’s U17-cheftræner Ivan Poulsen.
Lørdag er det som bekendt ikke Hamborg, der venter, i stedet er det AaB. Men det er også en stærk modstander, selvom OB-træneren ikke helt ved, hvilken forfatning de er i; på grund af den lange kamppause.
- AaB har altid rigtig dygtige U17- og U19-hold. Det har de også i år, og deres spillermateriale er stærkt, selvom de er kommet begrænset fra land i denne sæson. Hverken os eller AaB har spillet turneringskamp siden starten af oktober, så der kan være sket rigtig meget på det holdmæssige, så hvad de kan i deres nuværende forfatning, det finder vi først ud af lørdag eftermiddag. Vi har dog en klar forventning og forhåbning om, at vi selv står skarpt, jeg føler i hvert fald, at vi har træner rigtig godt i pausen, ligesom vi får Valdemar Ibsen og Daniel Obbekjær tilbage fra landsholdslejren, hvor de sammen med U17-Landsholdet tog tre sejre på tre forsøg. Så de kommer helt sikkert også med en ekstra portion selvtillid oveni den selvtillid resten af truppen fik med en flot sejr over HSV, siger Ivan Poulsen, inden han forklarer, hvorfor han tror på tre point til OB i lørdagens kamp.
- Jeg tror, vi vinder, fordi vi har haft en måneds tiden uden turneringskampe, som vi har brugt godt på træningsbanen. Vi har fordybet os i spil og relationer, og de er blevet meget stærkere, så vi glæder os til at vise, hvad vi har brugt tiden på, siger Ivan Poulsen.
Kampen mellem OB og AaB spilles på AaB’s Anlæg, og der er kampstart lørdag klokken 15:15.