Kim Engstrøm

02.11.2018 15:39

Kim Engstrøm har respekt for AaB, men mener at OB i offensiven har kompetencer, der kan gøre ondt på nordjydernes defensiv.

U19-drengene møder lørdag rækkens nummer to på udebane, når de kører tre timer nordpå for at møde AaB. Nordjyderne har vundet seks af deres første otte kampe, og OB-træner Kim Engstrøm forventer også en rigtig svær kamp i Nordjylland.

- AaB er en svær modstander. Det bliver en interessant kamp mod et stærkt AaB-hold, som er meget dygtige med de to årgange, der er U19-spillere i denne sæson. I sidste sæson blev de nummer to i U19-Ligaen og er traditionelt med i top 3-4 stykker i U19-Ligaen. DE har mange landsholdsspillere i truppen, og 4-5 AaB-spillere var med på det danske U19-Landshold, der ti oktober kvalificerede sig til Elite Round. De har dygtige individualister og er gode i defensiven, så bliver en meget vanskelig opgave, men jeg mener helt klart, det er muligt at få point med fra kampen.

- Det mener jeg, fordi vi selv har et godt hold, og i vores trup har vi nogle kompetencer, der gør, at der er muligheder i forhold til deres defensiv. Men som alle andre kampe, så bliver det en tæt kamp i U19-Ligaen, siger Kim Engstrøm.

OB er placeret på en aktuel femteplads, og de fire seneste kampe har kastet ti point af sig. Det er altså et formstærkt OB-hold, og senest blev det også til en flot sejr på 4-1 over AGF hjemme i Ådalen. Den kamp kan striberne dog ikke bruge til noget nu. Nu er der kun fokus på én ting, og det er AaB.

- Sidste weekends sejr kan vi ikke som sådan bruge til noget, når vi står i Aalborg. Der var noget, vi var tilfredse med, og noget vi ikke var. De ting har vi arbejdet videre med i løbet om ugen, og AaB er en helt anden modstander, der er gode til nogle andre ting, end AGF er gode til. Så vi har 100 % fokus på AaB, og på de muligheder der ligger for at få tre point med hjem til Fyn.

Der er kampstart på AaB’s Anlæg lørdag klokken 13:00.