30.11.2018 10:34
Det er årets sidste fodboldkamp, der venter for U17-drengene, og cheftræner Ivan Poulsen vil se drengene brænde den sidste energi af i Haderslev lørdag.
U17-drengene spiller lørdag eftermiddag årets sidste kamp, når de møder SønderjyskE på udebane i U17-Ligaen, og det er en kamp, cheftræner Ivan Poulsen ser frem til.
- Det, der venter, er årets sidste fodboldkamp for vores vedkommende. Derfor skal vi selvfølgelig gå på banen og bruge den sidste energi og entusiasme. Vi skal bruge det sidste, vi har liggende i tanken, og det bliver også nødvendigt for at få tre point med hjem fra en svær udebanekamp mod et altid hårdt kæmpende hold fra Haderslev, siger cheftræner Ivan Poulsen.
I sidste weekend var OB både foran med 1-0 og 2-1 på udebane mod Esbjerg. Alligevel blev det kun til et enkelt fynsk point, og det ærgrede Poulsen, men han mener, at det skuffende pointtab er blevet brugt konstruktivt.
- Vi var lidt skuffede over kun at få 2-2 i Esbjerg. Det var vi selvfølgelig, fordi vi var foran to gange mod et i øvrigt stærkt EfB-hold, der fik udlignet sent i kampen. Vi har brugt den skuffelse konstruktivt, og trænet vildt godt i denne uge. Der har været masser af engagement og stor energi blandt alle spillerne, og det skal være afsættet til at få en god kamp mod Haderslev på lørdag, fortæller Ivan Poulsen.
Haderslev er placeret i den tunge ende af tabellen. De er nummer 13 ud af 13 hold, og de har blot fået tre point i de første 11 runder – i form af tre uafgjorte kampe. Alligevel fortæller Ivan Poulsen sine egne spillere, at de ikke skal tage en sejr for givet på lørdag.
- Haderslev er en modstander, der har haft det svært i det første halvår af U17-Ligaen. De har stadig den første sejr til gode, men det gør bare, at de er endnu mere motiverede for at tage de tre point på lørdag. Vi stod lidt i samme scenarie i sidste sæson, da vi skulle til Haderslev. De var pressede inden kampen, men vi endte med at tabe til et velorganiseret, hårdtarbejdende SønderjyskE-hold. Så det bliver utvivlsom en meget svær opgave på lørdag.
- Vi har i perioder selv leveret en fornuftig omgang fodbold, og jeg forventer, at vi kommer til at have bolden meget i Haderslev. Men for at bryde igennem, så kommer det til at kræve hårdt arbejde og masser af løb for boldholderen. Så tror jeg på, at vi kan skabe de chancer, der skal til for at vinde, men det er kun, hvis vi giver alt, hvad der er tilbage i tanken.
Kampen mellem OB og SønderjyskE spilles på Haderslev Kunstgræsbane lørdag klokken 14:45.