Som du sikkert ved, så er Odense Boldklub stiftet i år 1887. Derfor synes vi, det er lidt specielt, at Jacob Barrett Laursen i dag har været OB-spiller i de seneste 1887 dage. Den 20. august 2013 blev han nemlig lejet i italienske Juventus, og vi har taget en snak med Jacob om lidt af hvert, som du kan se i videoen ovenfor – eller læse her.

Du har nu været i OB i 1887 dage, og det er jo ikke hverdagskost for fodboldspillere i år 2018, men hvorfor har du været her så lang tid?

Det er vel fordi, jeg har været utrolig glad for at være her i klubben, byen og ja, det har bare føltes rigtigt for mig de gange, vi har snakket om forlængelse. Det har også noget at sige, jeg har haft en del skader, så jeg har måske ikke fået al den spilletid i alle de år, som jeg havde håbet og forventet, jeg ville gøre. Så det har nok også noget at gøre, at jeg føler, jeg stadigvæk har noget at bevise, og der er stadigvæk rigeligt tilbage at lære i den her klub endnu. 

Ser man tilbage på din karriere, så skiftede du som 17-årig fra AaB til Juventus. 17-årig dreng fra Arden der pludselig skulle til Torino – hvordan var det?

Det var stort. De kom allerede, da jeg var 15 første gang, men der fik jeg besked fra forældrene om, at der var et totalt no go. Og på det tidspunkt troede jeg heller ikke helt, jeg higede så meget efter at komme afsted. Jeg tog det som et kæmpestort skulderklap, og så vidste jeg godt, at det jeg gik rundt og lavede var i den rigtige retning.

De kom så tilbage, da jeg var 17, og er besluttede vi os for at tage derned i en uge og se hvordan det hele var og høre deres plan med mig, og så var jeg egentlig rimelig fast besluttet på, at det skulle være der, jeg skulle ned og udfordres på en lidt anden måde. Også i forhold til at jeg er en meget offensiv back, det ville jeg i hvert fald gerne være. Så det defensive haltede lidt, jeg ville i hvert fald gerne lægge på, så derfor følte jeg, at det var det rigtige at gøre.

Du var i Juventus i et enkelt år, inden du vendte tilbage til Danmark og kom her til OB på en lejeaftale. Hvorfor vendte du allerede efter et år i Italien tilbage til Danmark?

I den tid jeg var dernede nåede jeg at spille en del kampe, men da vi så vidste, at der nok ikke lige var chancer for, at jeg skulle op i førsteholdstruppen, så havde jeg et stort ønske om at prøve at være en del af en førsteholdstrup. Det kunne ikke lade sig gøre i Juventus, så derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville ud og prøve noget nyt.

Jeg var i først i hollandske Excelsior, hvor jeg prøvede mig af, det var dengang Jon Dahl Thomasson var i klubben, og det gik rigtig fint, og de var klar på at give mig en aftale. Der var dog noget, der sagde mig, at jeg skulle hjem og vende, inden jeg skulle ud og prøve et eventyr mere, og det var så en af grundene til, at jeg valgte at tage til OB.

Din debut fik du allerede under en måned senere – den 11. september, husker du kampen?

Hmm… Var det mod FC Vestsjælland?

Det var din debut i Superligaen.

Det var i Superligaen, så nej, det kan jeg faktisk ikke huske.

FC Udfordringen.

FC Udfordringen! Det er rigtigt! Hvad var det nu, det blev? Syv et?

9-1.

9-1, ja, det er okay, den kan jeg godt huske nu.

Og så debuten i Superligaen? Hvad betød det for dig at få den?

Det betød rigtig meget. Det var en stor dag for mig, vi tabte ganske vist kampen, men det var fedt at prøve at komme ind og mærke stemningen og prøve at få det kick, man har siddet og fået på bænken. Man har siddet derude og været spændt og håbet på, at dagen selvfølgelig ville komme, og man ville få sin debut. Det skete så, og jeg var selvfølgelig utrolig glad, selvom vi ikke vandt kampen, og der vil man selvfølgelig have endnu mere.

Og FC Vestsjælland, dem har du også et dårligt minde med. 20. april 2014 bliver du skadet, og din næste kamp var først 4. marts 2016. Hvordan formåede du alligevel at holde humøret oppe hver dag i den periode, og tro på, at dit gennembrud nok skulle komme?

Det er jo kærligheden til spillet. Det var en ufatteligt hård periode, jeg havde i to kampe inden slået mit hoved mod Viborg, hvor jeg fik min første starter, og nåede så at komme ind i Brøndby kampen efter. Der gik så en kamp eller to, og jeg kom ind og fik de sidste syv minutter mod Vestsjælland. Og allerede efter to minutter blev jeg trådt på foden, og en uge efter finder jeg ud af, at den var brækket, og at jeg skulle opereres.

Det var selvfølgelig forfærdeligt, men jeg tror, at det der motiverer mig er kærligheden til fodbold. Jeg vidste, at det engang imellem skal gå ned, før det kan gå op. Det var selvfølgelig en træls periode for mig, men det gjorde mig også stærkere, og det gjorde bare, at jeg hele tiden tænkte på, at nu kommer jeg endnu stærkere tilbage. Jeg skulle vise, at når den her skade er overstået, så skulle jeg sørge for – så godt man nu kunne – at jeg ikke gik ind og fik slagskader, så jeg kunne komme til at banke på ved førsteholdet igen, men der er ingen tvivl om at sådanne skader er hårde.

Du har ved siden af klubfodbolden også fået en del ungdomslandskampe for Danmark, og i 2016 har du en anden landsholdsoplevelse, der er lidt speciel, og som de færreste kommer til at prøve. OL i Rio, hvor stort var det for dig at repræsentere Danmark der?

OL var kæmpe kæmpestort, men allerede første gang jeg fik en ungdomslandskamp var det stort – kæmpe, kæmpestort. Og det er også en kæmpe drøm at komme til at spille A-landskamp en dag. Men det var kæmpestort at være med til OL. Jeg fik ganske vist ikke så meget spilletid, og jeg blev også efterudtaget i allersidste øjeblik, men nu har jeg prøvet både EM, VM og OL, så jeg har prøvet de store slutrunder, og det giver lidt til min rygrad og selvtillid, at de har kigget min vej, og jeg ved, at jeg er dygtig nok til at skulle repræsentere Danmark ved så store slutrunder. Så det er selvfølgelig kæmpestort at være med til.

Som nævnt i starten, så har du nu været i OB i 1887 dage. Hvad har OB fået af betydning for dig som menneske?

Den har fået rigtig stor betydning. Det jeg hæfter mig ved, og det der gjorde, at jeg valgte OB var de ti dage jeg havde hernede, inden jeg skulle med ungdomslandsholdet, fordi vi havde en så lang pause i Italien. Min agent sørgede for, at jeg kunne komme ned og træne med i ti dage. Det første jeg fornemmede var sammenholdet i klubben, der var ikke nogen, der var for store til andre. Der var ikke noget hierarki på den måde, som jeg havde været vant til i både AaB og Italien.

Jeg synes, det var fedt, at de store spillere som Falk, Bashkim og hvem der ellers var der dengang, de bare var nogle flinke drenge, der kunne ville sørge for, at vi havde det godt, og de ville hjælpe os på vej. Derfor vidste jeg, at her ville jeg få det godt. Og så synes jeg også, at byen, og at jeg har noget familie tæt omkring gjorde det oplagt. Jeg har efterhånden været her i mange år, og der er ingen tvivl om at menneskerne hernede og fansene har fået en rigtig stor betydning for mig, og det er dejligt.

 Truppen som du er en del af i dag, hvad kendetegner den, og hvorfor er det fedt at være en del af den?

Der er rigtig mange dygtige spillere, der er utrolig højt niveau, og man lærer hver eneste dag. Jeg synes, det er fedt at blive presset på den måde, hvor man hele tiden skal skærpe sig selv. Jeg synes også, vi har et rigtig godt trænerteam indover det, som er gode til at mixe, hvornår det skal være seriøst, men også være sjovt engang imellem, så vi kan gå og drille hinanden lidt engang imellem. Men der er rigtig rigtig højt niveau i den her trup, så man skal sørge for at følge med hele vejen.

Hvordan har det gavnet dig, at backen i OB i år har en mere offensiv rolle?

Det har gavnet mig på en positiv måde. Wingbackpositionen spillede jeg også i i Italien, og det er udelukkende min favorit på grund af, selvfølgelig skal du tænke defensivt nogle gange, men du ved samtidig, at hvis du løbet med frem, så er der altid en der ”dækker din position”, og sørger for at lukke lidt af for dig. Det gør så, at du har lidt mere ro til at tænke på at komme med frem, og det gavner en back som mig – og også Ryan vil jeg sige. Vi kan komme med i felterne hele tiden. Det er svært for en almindelig venstreback at komme med helt frem, hvis den bliver erobret i den modsatte side. Der er vi skubbet de par meter frem, som gør, at vi kan hjælpe holdet til at blive endnu farligere på kanterne, og det synes jeg er fedt.

Din personlige highscore i Superligaen hedder to mål og fem assists. Indtil videre er du på to mål og tre assists i år – slår du den?

Ja, selvfølgelig vil man altid gerne score flere mål og lave flere assists, for det kommer til at gavne holdet. Det er ikke noget, jeg går rundt og bruger så meget tid på at tænke over. Det betyder meget for mig at score, det vil være snyd at sige andet, men jeg synes, det er fedt, at jeg er kommet så fint i gang og har bidraget med nogle mål og assists. Men sæsonen er lang, så der skal gerne komme mange flere.

Her for nylig forlængede du din kontrakt med yderligere et år, så den nu løber frem til sommeren 2020. Hvorfor var det interessant for dig at gøre?

Det var det, fordi jeg synes, at den trup vi har sammensat i år er rigtig stærk. Og er der noget, jeg har higet efter, så er det top 6. Jeg har faktisk ikke hørt om andet, siden jeg kom til klubben om at det var vores store mål. Jeg har ikke kunnet være med til at bringe klubben derhen, hvor jeg synes, vi fortjener at være. Derudover var jeg rigtig positivt overrasket over det trænerteam, som vi fik. De gav mig mod på at overveje at blive her i hvert fald lidt længere. Igen handler det om, hvordan du har det til dagligt i klubben, at du har det godt, og du nyder at være der. Og det er noget af det, jeg gør allermest.

Så da det kom på tale, vi fik snakket med Jesper, og vi fik styr på tingene, var jeg ikke så meget i tvivl om, at jeg skulle have et år mere i Odense.

Så overordnet set – har det så været 1887 gode dage i Odense?

1887 gode dage.