P9241752

Tobias Mølgaard Sørensen — 05.10.2018 14:29

OB’s Jeppe Tverskov glæder sig til at spille foran de mange fans på Nature Energy Park, når ”de hviie” fra Aarhus lægger vejen forbi Odense.

Jeppe Tverskov har sammen med striberne været på et par lange køreture i den seneste uge. Først gik turen til Aalborg, hvor det blev til den anden sejr i træk i Superligaen. Dernæst gik turen til Thy, hvor Thisted blev slået ud af Sydbank Pokalen efter en særdeles professionel og koncentreret indsats. Nu er turen kommet til AGF, som OB tager imod på eget græs. Det er kamp nummer 74 mellem de to mandskaber, og der er lagt i kakkelovnen til endnu et spændende opgør. 

- Vi glæder os til opgøret i form af, at vi har været inde i en god stime, og fordi vi spillede nogle tætte kampe mod dem i sidste sæson, der desværre faldt ud til deres fordel. Det har irriteret os lidt, også måden det skete på. Det bliver ikke et hævntogt fra vores side, men vi tabte til dem tre gange i sidste sæson, og det irriterer os lidt, da vi følte, at vi havde forudsætningerne for at vinde. Vi håber og tror rigtig meget på os selv i den her periode, vi føler, at vi er godt indstillet på en sejr i morgen, siger Jeppe Tverskov. 

OB mod AGF har gang på gang vist sig at byde på en masse scoringer, og der er blevet scoret intet mindre end 246 mål mellem de to hold i de foregående 73 kampe, hvilket gør OB mod AGF til det mest scorende opgør i Superligaen. Selvom statistikkerne taler for en målrig affære, forventer Jeppe Tverskov ikke den store målfest. 

- Jeg tror ikke, at der kommer rigtig mange store chancer i kampen. Det er to hold, der står godt organiseret. AGF har i de seneste kampe lukket flere mål ind, end de tidligere har gjort i den her sæson, men det er et hold, der er dygtigt til at forsvare sig. Vi er omvendt blevet bedre til at lukke af, og det er to mandskaber, der er komfortable i det defensive. Det er også to hold, der er gode til at køre omstillinger, men jeg tror ikke, at der kommer mange chancer. 

Jeppe Tverskov har tidligere spillet i Randers, men han har ikke lagt AGF-rivaliseringen på hylden, selvom han nu spiller for striberne. 

- Jeg tror, de fleste synes, at AGF er lidt irriterende, og det er ikke kun Randers, der har et udestående med dem. Det er nok, fordi de gør et stort nummer ud af det hver eneste gang, de vinder. Hvis de vinder en kamp, flyver de langt over skyerne. Det er også en god motivation for os og de andre klubber. Man får mere lyst til at vinde over dem og få dem ned på jorden igen. Jeg tror, at AGF er den klub, alle gerne vil slå. Jeg har selv boet i området, og jeg har flere bekendtskaber fra klubben, og det er ikke, fordi jeg hader klubben, men der er altid en sjov intensitet i kampene mod dem, fortæller Jeppe Tverskov med et smil på læben. 

OB’s seneste opgør mod AGF var i Europa League play-off i foråret, hvor AGF trak det længste strå. I den seneste måtte dommeren frem med det gule kort hele seks gange, og det har også for vane at være nogle intense kampe med masser af tænding, mener Jeppe Tverskov. 

- I de to sidste kampe var tændingen ekstra stor, og det skyldtes kampenes betydning. Man kommer lidt hårdere ind i tacklinger og nærkampe i de betydningsfulde kampe, og det har de sidste opgør mod dem været. Det er sjovt at se fra tribunerne, og det giver spillerne en ekstra gnist. Det er bare lettere at komme op i det røde felt i kampene mod AGF. Jeg har ikke selv en sort bog, der er ikke nogen spillere fra AGF, jeg skylder en tackling. For mig handler det mere om at udføre mine opgaver på banen og være fokuseret, udtaler Jeppe Tverskov. 

3F tribunen til lørdagens opgør mod AGF er allerede udsolgt, og det glæder Jeppe Tverskov, at der igen kommer en massiv opbakning på stadion. 

- Vi snakkede med flere fangrupperinger i går, og det betyder rigtig meget for os, at vi har fansene i ryggen. Det er fantastisk, at vi kan se, at der kommer så mange i morgen, og de har meldt udsolgt på den ene tribune. Vi havde også tæt på 10.000 mod FCK, og det bliver bare sjovere at spille fodbold. Det giver os spillere noget mere energi på banen. Tændingen og intensiteten er to ting, der kan blive påvirket af, at der er mange fans på stadion. Vi går hårdere ind i tacklingerne, vi løber de ekstra meter, og vi kæmper generelt hårdere for at give fansene den helt særlige oplevelse. 

OB – AGF sparkes i gang kl. 16:00 i morgen, og du kan stadig nå at få fingre i en billet til opgøret ved at klikke her. Du sparer 40 kroner ved at købe din billet online.