10.10.2018 16:05
Det var en rigtig stærk præstation, der gjorde, at Henrik Hansens reservemandskab onsdag vandt 2-0 i Farum.
Reserveligaen
Onsdag 10. oktober kl. 13:00, Farum
FC Nordsjælland – OB 0-2 (0-0)
51. min. 0-1 Mads Frøkjær-Jensen
90. min. 0-2 Rasmus Festersen
OB’s startopstilling:
Oliver Christensen – Mikkel Desler, Marco Lund, Oliver Skolnik, Yao – Mathias Greve, Kamil Vacek (87. min. Mikkel Michelsen), Jens Jakob Thomasen, Mads Frøkjær-Jensen (75. min. Jonathan Harboe) – Rasmus Festersen, Nicklas Helenius
Bænken: Philip Gejl, Jonathan Harboe, Anton Pedersen, Jonas Skytte, Mikkel Michelsen, Lucas Møller
Kampens forløb:
Onsdag eftermiddag spillede reserverne kamp i Reserveligaen på udebane mod FC Nordsjælland. Noget atypisk for en kamp i Farum foregik det på en græsbane, men det var en græsbane, der stod snorlige, og det var tydeligt, det var noget, der faldt i god jord hos de to mandskaber.
Første halvleg var en velspillet fodboldkamp fra både OB og FC Nordsjælland, og de fremmødte tilskuere har været godt underholdt af en kamp med flot spil og muligheder i begge ender, men med et lille chancemæssigt overtag til OB-spillerne.
Chancerne blev dog ikke omsat til scoringer i de første 45 minutter, men godt fem minutter inde i anden halvleg bragte OB sig på 1-0. En hurtig igangsætning fra Oliver Christensen til Kamil Vacek blev spillet videre fra tjekken til Mads Frøkjær-Jensen. Frøkjær rundede en mand og klaskede bolden ind i det korte hjørne og udnyttede en rigtig fin stribet omstilling.
OB var i fin kontrol over kampen i anden halvleg, og set på chancer var der også en klar overvægt til striberne. Vi skulle dog helt hen til sidste minut i kampen, inden kampen blev afgjort.
På et målspark sigtede Oliver Christensen efter Nicklas Helenius, og Helenius forlængede på fornem vis bolden med hovedet. Festersen opfangede det hurtigt, og han løb fra FCN-bagkæden, inden han med en god venstrebensafslutning bragede bolden ind til slutresultatet 2-0.
Kommentar fra Henrik Hansen:
Vi spillede en meget flot kamp. Som jeg sagde til spillerne umiddelbart efter, så er det sjældent, man spiller en kamp, hvor man er tæt på en sum af 100 % i forhold til præstationen, men vi var godt nok tæt på i dag. Vi var rigtig gode med bolden i opbygningsspillet, og gjorde hvad vi havde aftalt i den fremadrettede del af spillet. Det gjorde, at vi var farlige på den sidste tredjedel, ligesom vi også forsvarede os fremragende og lagde et godt første pres. Så på næsten alle parametre leverede vi hele vejen rundt på højt niveau i dag.
Så drengene skal helt klart have rigtig stor ros for indsatsen, og det hårde arbejde som de lagde for dagen, blev heldigvis også belønnet med en fuldt fortjent sejr i Farum.
Næste kamp:
Torsdag 15. november kl. 13:00 OB – FC Nordsjælland, Nature Energy Park