Pogon

17.10.2018 19:28

Tonny Hermansens tropper leverede en professionel indsats mod Pogon i Baltic Sea Cup og vandt fuldt fortjent med 2-0.

Baltic Sea Cup
Onsdag 17. oktober kl. 12:00, Stettin (Polen)
Pogon Szczecin – OB 0-2 (0-1)
15. min. 0-1 Casper Nielsen
67. min. 0-2 Yao

OB’s startopstilling:
Peter Bergmann – Jonas Skytte, Anton Pedersen, Oliver Skolnik, Jonathan Kjær – Yao , Kamil Vacek, Jonathan Harboe, Casper Nielsen – Mads Frøkjær-Jensen, Rasmus Festersen
Bænken (alle kom ind): Philip Gejl, Gustav Grubbe, Valdemar Kwasniak, Nicolai Skøtt, Anders Klynge, Mikkel Michelsen, Kristian Brøndum

Kampens forløb:
Onsdag middag spillede OB anden kamp i Baltic Sea Cup, da de gæstede Pogon Szezcin. Det var en OB trup med en god blanding af talent og erfaring, der var taget til Polen, og det blev hurtigt tydeligt, at det ville blive en kamp med OB som det bedste hold.

Efter et kvarters tid kom OB så også fuldt fortjent foran på en rigtig flot scoring, hvor Mads Frøkjær-Jensen assisterede Casper Nielsen. OB fortsatte med at presse på, og der var flere muligheder for at udbygge føringen i løbet af første halvleg. De blev dog ikke udnyttet, og så var det i stedet hjemmeholdet, der kort inden pausen fik chancen for at udligne, men det forhindrede Peter Bergmann i OB-målet.

OB fik rettet til og kom ud til anden halvleg med samme stærke udtryk som de gjorde fra starten af kampen. Det gjorde, at OB igen kom til at dominere kampen, midtvejs i anden halvleg kom OB så på 2-0 ved Yao, der kom godt med frem fra sin plads på venstre back.

Herefter var der fin kontrol fra OB’erne, der ikke overlod de store chancer til Pogon Szczecin, og således vandt OB en fortjent sejr på 2-0 over Pogon Szczecin og har nu maksimumpoint efter to kampe i Baltic Sea Cup.

Kommentar fra Tonny Hermansen:
Drengene leverede en professionel indsats. Vi startede rigtig godt ud fra det taktiske oplæg, vi havde lagt, og tidligt i kampen kom vi på 1-0, og det kunne være blevet endnu mere, men heldet var ikke med os, og deres målmand var god.

Det var virkelig godt af gutterne, de arbejdede som et hold, og de fulgte det, vi havde aftalt inden kampen, og de var disciplinerede i forsvaret og vi var gode til balancen mellem at fastholde bolden og angribe direkte i løbet af første halvleg. I hvert fald lige på nær de sidste 4-5 minutter inden pausen, hvor vi forærede dem en kæmpe chance, som Peter Bergmann flot reddede.

Vi fik justeret et par ting i pausen og kom ud med sindssygt godt udtryk igen. Vi misbrugte flere store chancer, men kom alligevel fuldt fortjent på 2-0 ved Yao.

Derfra var det mere eller mindre lukket, men med faren for at en enkelt scoring ville skabe et tryk fra dem, men skete som bekendt ikke, og vi kontrollerede kampen hjem, og alle spillere fik spilletid. Så det var en positiv oplevelse på det store, gamle fodboldstadion i Stettin.

Næste kamp:
Tirsdag 6. november kl. 11:00 OB – Union Berlin