09.10.2018 17:30
Jonathan Harboe har været professionel fodboldspiller i 3-4 måneder, og for ham er det stort at være en del af OB's førsteholdstrup.
Jonathan Harboe blev denne sommer rykket op fra U19-holdet til førsteholdet. Det blev han, selvom han fortsat har alderen til at spille U19-fodbold, og der er ingen tvivl om, at det har været et rigtig stort skridt for den 18-årige midtbanespiller, men samtidig er det at blive professionel også en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, fortæller han.
- Det er rigtig stort for mig. Det er det, jeg har drømt om, siden jeg var helt lille, og det er en drengedrøm for enhver lille dreng, tror jeg. Så det var rigtig stort for mig. Mine forventninger var, at jeg skulle arbejde stenhårdt. Det gjorde jeg i forvejen, men jeg skulle op og lære noget af de professionelle spillere, som havde været professionelle i mange år. Jeg ville op i førsteholdstruppen og lære noget af de gamle spillere, og det er rigtig stort for mig at være en del af truppen.
- Det er rigtig fedt at være med i truppen, og jeg føler egentlig, at jeg kan med alle i truppen, og at de allesammen er gode mod mig. Selvfølgelig har jeg det svært på det fysiske engang imellem, men det skal nok komme, fortæller en fortrøstningsfuld Jonathan Harboe om den første tid som professionel fodboldspiller.
Når man som Jonathan kommer op i en superligatrup, mens man fortsat har alderen til at spille U19-fodbold, så er det de færreste, der er en af stjernerne ved den daglige træning, selvom de måske har haft det sådan i deres sidste tid som ungdomsspiller, og det kan fra tid til anden også være en udfordring for Jonathan Harboe, at hans rolle i truppen er så anderledes nu i forhold til tidligere.
- Det har været lidt hårdt engang imellem. Jeg er gået fra næsten at have været en af de bedste til træning hver gang som U19-spiller, til at jeg her i førsteholdstruppen er en af de laveste i hierarkiet til træning hver gang. Der er det bare vigtigt, at jeg bliver ved med at arbejde hårdt, så skal det nok komme.
- Det kan godt være svært at være nogle gange, fordi man har været vant til noget andet. Hvis man eksempelvis har haft en dårlig træning, og man så tager hjem fra træning og bare skal ligge derhjemme resten af dagen, det kan godt være hårdt. Der er det godt, jeg har min familie, som støtter mig både i medgang og modgang. Familien spiller en rigtig stor rolle i mit liv.
Foruden Jonathan Harboe er der også Julius Eskesen, Oliver Christensen, Mathias Jørgensen og Mads Frøkjær-Jensen i førsteholdstruppen som spillede med i U19-Ligaen sidste år. De to sidstnævnte blev ligesom Harboe først professionel denne sommer, og han mener, de unge spillere er gode til at hjælpe hinanden, og han er glad for, at der er flere unge spillere i OB's førsteholdstrup.
- Det er helt sikkert godt for os unge, at vi er flere. Vi har et godt forhold til hinanden, vi hjælper hinanden meget, hvis vi har det hårdt i en periode, og vi snakker meget med hinanden.
Foruden livet på grønsværen, så studerer Jonathan Harboe på Tietgenskolen sammen med Julius Eskesen. Det gør han, selvom han først havde glædet sig til at skulle stoppe med at gå i skole, men han blev klogere kort tid efter sin nye tilværelse.
- Jeg fandt hurtigt ud af, da vi trænede i sommerferien, at det er egentlig kedeligt at komme hjem fra træning og bare ligge på sofaen. Og så er det jo også vigtigt at tage en uddannelse ved siden af. Det er klogt, hvis man skulle rende ind i en skade, eller hvis det ikke kommer til at gå som forventet i forhold til min fodbolddrøm.
Jonathan Harboe har endnu ikke fået sin debut som førsteholdsspiller på førsteholdet. Det er blevet til en masse minutter på reserveholdet, men den rigtig debut venter fortsat - til gengæld er der ingen tvivl om, at Harboe tror på, den nok skal komme i fremtiden.
- Jeg kommer til at spille superligafodbold i OB, fordi jeg arbejder stenhårdt hver gang. Både til træning og i de kampe jeg er med i. Jeg er en dygtig spiller på bolden, og jeg skal blive ved med at tro på mig selv - så skal det også nok komme, fortæller Jonathan Harboe.
Næste gang Jonathan Harboe kan få minutter i benene er onsdag eftermiddag, når OB's Reservehold spiller kamp i Reserveligaen på udebane mod FC Nordsjælland.