PA066259

25.10.2018 14:25

Selvom forberedelsesperioden har været kort, så føler Jakob Michelsen, at striberne er klar til fredagens udebanekamp mod SønderjyskE.

Jakob Michelsen fik sit gennembrud som træner, da han i halvandet år trænede SønderjyskE, inden han blev købt fri af svenske Hammarby. Fredag vender han tilbage til Sydbank Park i Haderslev, men denne gang som træner for OB, og han forventer en svær kamp mod sin tidligere klub.

- Vi spillede ikke en ret god første halvleg mod SønderjyskE sidste gang. De fik held til at spille ind i vores hold, men også til at køre nogle farlige omstillinger mod os. Vi kom ikke i gang med vores spil, fordi vi ikke kunne komme ud af det pres, som de dygtigt lagde på os. Der er ikke ret meget plads, når man møder SønderjyskE, og deres aggressivitet og kompakthed mod os i første halvleg voldte os store problemer, fortæller Jakob Michelsen om kampen mod SønderjyskE i juli måned, inden han husker tilbage på nogle af de gode ting fra den kamp.

- Jeg husker også en anden halvleg, hvor vi sammen med publikum fik tingene vendt. Det var et vigtigt point, vi fik der, og det var vel startskuddet til en tro på, at vi kunne komme tilbage. Nu er vi kommet tilbage fire gange her i første runde af grundspillet, og det er ikke uvæsentligt, at vi har vist, vi kan det. Så jeg husker tilbage på en kamp med to vidt forskellige halvlege mod et godt SønderjyskE-hold på en solbeskinnet dag med et dejligt publikum i ryggen, fortæller OB-cheftræneren.

I mandags spillede OB på Brøndby Stadion, og allerede fredag skal striberne så i kamp igen. Det har givet en kortere forberedelsesperiode, men det betyder på ingen måde, at Jakob Michelsens tropper ikke er forberedte på at møde SønderjyskE fredag aften.

- Den har været kortere forberedelsesperiode, end den vi havde mod Brøndby. Vi er inde i et hektisk kampprogram, og det handler om at fokusere på en kamp ad gangen. Nu kender både Henrik og jeg heldigvis SønderjyskE rigtig godt, og vi ved, hvad de kommer med. De er et stærk kollektiv med nogle dygtige individer, som er dygtige i omstillinger, pres og duelspil, mens de også er dygtige på dødbolde. Så der venter os en rigtig svær kamp i Haderslev. Samtidig tror vi også på, at vi selv kan gøre en forskel, og vi tror på, vi kan levere en god indsats og ændre den lidt kedelige statistik, vi har mod SønderjyskE med kun en sejr i de seneste fjorten opgør, siger Michelsen.

Netop en sejr i de seneste fjorten kampe lyder ikke lovende forud for den kommende kamp. Det gør dog ikke, at cheftræneren giver op på forhånd.

- Vi er inde i en god gænge, og vi har den tur og skarphed i det, som det kræver, hvis man skal vinde i Haderslev. Når det er sagt, bliver det helt tæt. Vi skal fortsætte med at forsvare rigtig godt, og så skal vi se, om vi kan finde nogle åbninger i SønderjyskE’s organisation, uanset om de går højt på os, eller om de vil stå lidt lavere.

Kampen mellem OB og SønderjyskE spilles på Sydbank Park fredag aften klokken 19:00.