P9241767

01.10.2018 15:16

Onsdag aften møder vi Thisted på udebane i Sydbank Pokalen, og Drachmann ved, at det kræver hårdt arbejde at sejre mod thyboerne.

Førsteholdet er for tiden inde i en god stime. Et nederlag i syv kampe, to sejre i træk, og fem clean sheets i de seks seneste kampe vidner om, at striberne er på vej i den rigtige retning. Der er dog fortsat lang vej, men i forhold til de gode defensive præstationer for tiden, så mener Janus Drachmann, at det er tryghed og tiltro, der har været afgørende for, at niveauet er så højt, som det er for tiden.

- Vi er begyndt at stole endnu mere på hinanden. Der er meget tryghed i den defensive organisation, og så er det jo klart, at når vi kæmper hårdt og præsterer så stærkt i den defensive organisation, så er chancen for at vinde rigtig stor. Så vi har fået stor tro på det defensive arbejde, og det har medført en del clean sheets på det seneste, som vi selvfølgelig er rigtig glade for, siger OB-anfører Janus Drachmann.

Selvom det pointmæssigt har været en sløj start på sæsonen, så mener kaptajnen ikke, at det har påvirket humøret i OB-truppen, men pointmæssigt må man i den grad sige, at det luner for tiden.

-  Humøret har ikke fejlet det mindste hos os på noget tidspunkt, for vi har hele tiden været overbeviste om, at vi har rykket os i den rigtige retning, og de ting, vi har haft gang i har været de rigtige. Men der er ingen tvivl om, at to sejre rykker rigtig meget i superligaen, hvor vi ellers var hægtet lidt af. I en række med mange uafgjorte kampe, der rykker to sejre en del, og når både Vendsyssel og Horsens fik tre overraskende point, så var det bare ekstra vigtigt, at vi vandt vores kamp i Aalborg, siger Drachmann.

Allerede onsdag gælder det en ny kamp for striberne, når OB igen skal på langfart til det nordjyske. Her gælder det Thisted i Sydbank Pokalen, og det er noget, Drachmann glæder sig til.

- Det bliver en fed kamp. For Thisted venter årets kamp, og de vil nok stå lavt og kæmpe med alt, hvad de har. Kan vi få et tidligt mål, så kan det gå hen og blive rigtig godt, men jegtror, det bliver 90 rigtig svære minutter for os, og vi skal arbejde hårdt for videre avancement. Derudover så bliver det den anden tur til det nordlige Jylland på kort tid, og vi glæder os til at få lidt mere tid sammen i bussen, siger Drachmann med et skævt smil.

Mens Drachmann forventer et lavtstående Thistedhold, så var det søndag eftermiddag i Superligaen OB, der stod lavt mod AaB efter føringsmålet. Onsdag bliver det så formentlig OB’s tur til at skulle nedbryde en stærk defensiv, men det er ikke noget, der som sådan bekymrer Drachmann.

- Jeg synes, også at den form for fodbold passer os fint. I går havde vi et resultat efter 1-0 scoringen, og vi ved, vi har gode omstillingsspillere, som vi kunne lukrere på mod AaB. Vi har dog også flere spillere, der kan udfordre et lavtstående hold, så det ser jeg egentlig ikke de store problemer i. Jeg er sikker på, at vi nok skal skabe chancer, det har vi gjort i alle andre kampe, og det gør vi også i Thisted, og så tror jeg selvfølgelig på, at vi spiller os videre til næste runde.

Kampen mellem OB og Thisted i Sydbank Pokalen bliver spillet på Sparekassen Thy Arena i Thisted onsdag aften klokken 18:30.