_9020724

13.09.2018 16:27

Mathias Greve er klar til fredagens kamp i Esbjerg, men selvom de er oprykkere, forventer han en rigtig svær kamp på vestkysten.

Mathias Greve har været på banen i syv af de otte første kampe i dette års Superliga. Fredag er han igen med i truppen, når OB møder Esbjerg fB på udebane. Esbjerg er oprykkere fra NordicBet Ligaen, men det er alligevel placeret helt oppe på en sjetteplads, og Mathias Greve har da helt klart også respekt for fredagens modstander.

- Jeg forventer, vi kommer til at spille en svær og lige kamp i Esbjerg. De har præsteret godt i deres seneste kampe. Godt nok tabte de med 2-0 til FCK, men inden da vandt de tre kampe i træk – blandt andet på Brøndby Stadion, og jeg synes, de ser gode ud. De arbejder godt, har meget energi på holdet, og man kan virkelig se, at de har nogle mekanismer i holdet, som fungerer. Og tre 1-0 sejre i træk vidner om, at de har stået stærkt defensivt og så lige prikket en enkelt ind, så det er et rigtig godt hold, vi skal op imod, og det bliver med garanti en rigtig svær kamp for os, fortæller Mathias Greve.

Mens Esbjerg er godt kørende, så er Mathias Greve og resten af OB-mandskabet til gengæld også inde i en god periode. OB har ikke tabt i de fire seneste kampe, og i de fire kampe er det kun mestrene fra FC Midtjylland, der har scoret en enkelt gang på OB-holdet, så der er fremgang at spore, og Greve mener da også, at det er et stærkt OB-mandskab, han er en del af for tiden.

- Jeg synes, det ser rigtig godt ud for os lige nu. Vi står godt defensivt, og så ser vi skarpere og skarpere ud i vores omstillingsspil, så det skal vi blive ved med. Jeg vil mene, at hvis vi kan bygge videre på de takter, vi har leveret på det seneste, så venter der os også en god oplevelse i Esbjerg.

Mens det for Mathias Greve i sidste sæson blev til tre mål og tre oplæg, så lader den første scoring i denne sæson stadig vente på sig, og han mener også selv, det er ved at være tid til at åbne den konto.

- Jeg synes, det er ved at være oppe over, så skal vi ikke bare aftale, at det bliver i morgen, jeg åbner målkontoen for denne sæson, siger Mathias Greve med et smil.

Kampen i Esbjerg fløjtes i gang fredag aften klokken 19:00, og du kan købe din billet i forsalget lige her.