IMG_6744

22.09.2018 18:14

OB havde godt styr på FCN, men alligevel fik Ivan Poulsens tropper først udlignet til 2-2 i kampens overtid.

U17-Ligaen
Lørdag 22. september, kl. 15:15, Right To Dream Park
FCN - OB 2-2 (1-1)
28. min. 1-0 Filip Årup Jørgensen
37. min. 1-1 Mathias Brems
78. min. 2-1 Andreas Pedersen Bredahl
93. min. 2-2 Valdemar Ibsen

Gule kort:
FCN: 45. min. Andreas Jimenez Andersen, 85. min. Marcelo Randolf
OB: 33. min. Gustav Grubbe, 40. min. Mikkel Stangerup, 65. min. Valdemar Ibsen, 80. min. Daniel Obbekjær

FCN's holdopstilling:
Mohammed Mohamad - Josef Elsubaihi, Victor Friis Enggaard (61. min. Malte Karoli), Filip Årup Jørgensen (61. min. Nicolai Munk) - Jonas Lyshøj, Marcelo Randolf, Andreas Jimenez Andersen (71. min. Magnus Hertz), Tochi Phil Chukwuani - Noah Crone Back, Christian Kjelder Rasmussen, Andreas Pedersen Bredahl
Bænken: Andreas Pedersen, Malte Karoli, Nicolai Munk, Magnus Hertz

OB's holdopstilling:
Philip Gejl - Gustav Grubbe (85. min. Frederik Lebæk), Jonathan Khemdee, Daniel Obbekjær, Mathias Brems - Jakob Breum (71. min. Luca Kjerrumgaard), Valdemar Ibsen, Lasse Skøtt, Mikkel Stangerup (57. min. Jakob Okkels) - Valdemar Kwasniak, Andreas Eriksen
Bænken: Tobias Jakobsen, Luca Kjerrumgaard, Frederik Lebæk, Jakob Okkels

Kampens forløb:
Der ventede U17-drengene en vildt stærk modstander, da de lørdag eftermiddag gæstede Right To Dream Park. Efter ti minutter måtte Philip Gejl trække en stor redning ud af ærmet, og returbolden reddede Jonathan Khemdee inde på stregen.

Fem minutter senere brød FCN igennem på ny, men endnu engang hev Philip Gejl en stor redning ud af ærmet, da han blokerede Christian Rasmussens forsøg op på stolpen og ud til hjørnespark.

OB stod dybt i defensiven, mens angrebsspillet primært bestod af omstillinger i kampens begyndelse. Og det var også på en omstilling, OB tyve minutter inde i kampen fik første afslutning. Målmanden kom langt ud af sit mål for at afværge en omstilling, og han fik da også sendt bolden frem til midterlinjen. Her tog Valdemar Ibsen bolden til sig, inden han sparkede på mål. Højden så god ud, og retningen var helt perfekt, men uheldigvis ramte bolden overliggeren.

Den afslutning blev slutningen på en dårlig OB-start, men samtidig begyndelsen på flot OB-spil. Kort efter kom OB til mållinjen og smed et fladt indlæg ind i feltet, men det var upræcist, så FCN kunne afvise det. Kort efter kom OB frem til at hjørnespark, men det blev også afvist.

Og bedst som OB var kommet bedre med i kampen, bragte hjemmeholdet sig foran 1-0, da de efter lidt klumpspil på et hjørnespark fik skovlet bolden i kassen.

OB lod sig dog på ingen måde gå på af scoringen, og den opløftende periode, man fornemmede inden scoringen, fortsatte. Det var ganske jævnbyrdigt, og efter 37 minutters spil blev Valdemar Ibsen væltet et par meter udenfor feltet. Perfekt position til et godt venstreben – og sådan et sidder der på Mathias Brems, som flot sparkede bolden ind til 1-1 helt nede ved bunden af stolpen.

To minutter efter udligningen burde OB have bragt sig foran med 2-1. Et flot gennemspillet angreb blev reddet på stregen tre gange af FCN-forsvaret. I stedet fik de sat gang i en omstilling, der blev stoppet af Mikkel Stangerup, som måtte tage en advarsel for holdet.

Efter en rigtig stærk slutning på anden halvleg var det ganske som forventet også OB-drengene, der kom bedst fra start i anden halvleg, og allerede efter to minutter var Valdemar Kwasniak ved at dreje en bold fra Valdemar Ibsen i kassen. Kort efter trykkede Ibsen selv af fra distancen, og bolden sneg sig tæt over mål og direkte ned i nettaget.

OB sad fuldstændig på det, og indenfor de første ti minutter af anden halvleg havde striberne forspildt 4 store omstillingsmuligheder, og efter en time kom stribernes største mulighed.

Valdemar Kwasniak blev sendt afsted og fik frit løb fra midterlinjen. Foran mål fulgte Andreas Eriksen med, men det endte med en enten/eller løsning fra Kwasniak, og FCN-forsvaret fik blokeret den, da han forsøgte at afslutte.

Et kvarter med total stribet dominans blev for meget for FCN-bænken, der foretog en dobbelt udskiftning og et systemskifte, fordi Ivan Poulsens tropper ganske enkelt havde læst deres oprindelige taktik for kampen.

De taktiske justeringer fik hjemmeholdet bedre med i kampen, men det gjorde ikke, at en stærkt spillende OB-defensiv fik problemer mod hjemmeholdets offensive spillere. Til gengæld opstod der færre åbninger i den anden ende, og OB skulle arbejde hårdere for at komme frem til chancerne.

Og efter ti minutter uden de store chancer var OB på to hjørnespark i træk få centimeter fra at bringe sig foran. Kort efter var OB atter tæt på, da Jakob Okkels efter et indlæg fra Gustav Grubbe var en skostørrelse eller to fra at score.

OB manglede kynismen og effektiviteten, og så gik det, som det oftest gør, når man ikke scorer på sine chancer. Lasse Skøtt smed bolden på midten af banen, og FCN drev hurtigt spillet den anden vej. Først leverede Philip Gejl en god redning på forsøget fra Andreas Pedersen Bredahl, men returen endte ved FCN-spilleren, der stik imod spil og chancer kunne bringe FCN foran med 2-1.

Med fem minutter tilbage af kampen blev Gustav Grubbe tacklet meget voldsomt af Marcelo Randolf, men kampens dommer, der i øvrigt forsøgte at fløjte første halvleg af allerede efter 40 minutter, takserede det meget overraskende kun til en advarsel.

Kampen mistede sin rytme, og FC Nordsjælland lykkedes langt hen ad vejen med at trække tiden i ved at bruge rigtig meget tid mellem igangsætningerne, og når bolden var i spil, var de dygtige til at spille med den ude i hjørnerne af banen.

I tredje minuts overtid fik OB så fuldt fortjent sparket en udligning i kassen. Et godt pres endte med en afslutning fra Okkels, som målmanden kun halvklarede, og Valdemar Ibsen var lynhurtigt over returen, som han bragede i nettet til 2-2, som også blev kampens slutresultat.

Kommentar fra Ivan Poulsen:
På baggrund af kampens udvikling er vi tilfredse med det ene point i en kamp, hvor vi ellers havde chancerne til mere. Vores anden halvleg er klart bedre end første, fordi vi er mere fremadrettede uden bolden, og vores spil med bolden blev løftet til et højere niveau, end vi viste i de første 45.

Set på præstationen er vi skuffede over, at vi ikke kan køre hjem med en sejr, men når vi laver det udlignende mål tre minutter inde i overtiden, så skal vi være tilfredse med et enkelt point.

Næste kamp:
29. september kl. 15:15 OB - Randers FC, Ådalen