02.09.2018 14:50
En stærk præstation, hvor der blev skabt mange chancer, var ikke nok, da det blev 0-0 mod FC Nordsjælland.
Superligaen, 8. runde
Søndag 2. september, kl. 12:00
Nature Energy Park, Odense
OB-FC Nordsjælland 0-0 (0-0)
Gule kort:
OB: 36. min. Alexander Ludwig
FCN: 38. min. Karlo Bartolec, 76. min. Abdul Mumin
OB's holdopstilling:
Sten Grytebust - Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Alexander Ludwig - Ryan Johnson Laursen, Julius Eskesen, Janus Drachmann, Troels Kløve (65. min Mathias Greve), Jacob Barrett Laursen - Anders K. Jacobsen (65. min. Mathias Jørgensen), Nicklas Helenius
Bænken: Sayouba Mandé, Kamil Vacek, Rasmus Festersen, Mathias Greve, Marco Lund, Mathias Jørgensen, Jens Jakob Thomasen
FCN’s holdopstilling:
Nicolai Larsen – Mads Pedersen, Abdul Mumin, Victor Nelsson, Karlo Bartolec – Nicklas Strunck, Magnus Kofod Andersen, Mikkel Rygaard (77.min. Godsway Donyoh) – Jonathan Amon (56. min. Andreas Skov Olsen), Mohammed Kudus (46. min. Ulrik Yttergård Jenssen), Mathias Rasmussen
Bænken: Ulrik Yttergård Jenssen, Godsway Donyoh, Benjamin Hansen, Andreas Skov Olsen, Andreas Skovgaard, Mikkel Damsgaard, Peter Vindahl Jensen
Tilskuertal: 5.364
Kampens forløb:
Søndag middag tog OB på hjemmebane imod FC Nordsjælland i Superligaens ottende runde. Jakob Michelsens tropper skulle forsøge at følge op på sidste weekends flotte sejr på 2-0 over Vejle. Og det var også OB, der kom bedst fra start i kampen, hvor der i første halvleg var en lille håndfuld fornuftige chancer.
OB lod gerne FC Nordsjælland have bolden nede på egen banehalvdel, hvor de ikke var farlige. Herefter lokkede de dem frem, inden der blev angrebet med en omstilling. Det var flere gange tæt på, og den største chance kom Anders K. Jacobsen frem til, da han inde fra det lille målfelt sparkede bolden over mål.
I pausen skiftede gæsterne system fra 4-3-3 til 3-4-3, og i de første fem minutters tid voldte det en lille smule problemer. Gæsterne fik flyttet spillet længere frem på banen, men farlige blev de ikke for alvor.
Farligt blev det efter en times spil, da Anders K. Jacobsen efter et glimrende OB-angreb kom først på en retur, der opstod efter et indlæg fra venstresiden. AK pillede den ned med brystet og flugtede mod målet, men en stor redning fra Nicolai Larsen fik sendt bolden til hjørnespark.
Som halvlegen skred frem, blev striberne farligere, men i overtiden var det lige pludselig gæsterne, der var ved at løbe med sejren. Et fladt indlæg lå pludselig for fødderne af Andreas Skov Olsen, men Sten Grytebust kom stærkt ud i bolden og fik fat i den, inden FCN-spilleren fik trykket af mod mål.
OB fik ikke udbytte af chanceovertaget i kampen, og så endte en ganske underholdende fodboldkamp med 0-0, og rækken af ubesejrede kampe for Michelsens tropper er nu oppe på tre.
Næste kamp:
Torsdag 6. september, kl. 19:30, AB – OB, Gladsaxe Stadion (Sydbank Pokalen)