28.04.2019 18:49

FC København viste sig at være for stærke, og så blev det til 0-4 mod de kommende danske mestre.

Superligaen
Søndag d. 28. april, 18.00, Telia Parken
FC København – OB 4-0 (1-0)
1-0 Dame N´Doye (29.)
2-0 Robert Skov (55.)
3-0 Dame N´Doye (58.)
4-0 Nicolaj Thomsen (89.)

Tilskuerantal: 15.230

Kampens forløb:
FC København kunne med en sejr og et pointtab til FC Midtjylland i morgen skaffe mesterskabet.

Derfor havde man nok forventet et hvidt mandskab, der kom stormende ude, men OB havde virkelig fint fat til at starte med. Især venstresiden var god, hvor Casper Nielsen var igennem et par gange og lagde indlæg, og der var i de første 10 minutter tilløb til flere OB-chancer.

Blandt andet fik Jens Jakob Thomasen blokeret et fint skud, som havde den rigtige retning, og det var i det hele taget en opløftende start i vores nye formation.

Det var dog FCK, der fik den første chance, da Peter Ankersen lagde et indlæg, men ex-OB´eren Rasmus Falk var så venlig at heade over efter 12 minutter. Kort efter var OB tæt på, da et godt indlæg fra Oliver Lund næsten blev bugseret i mål, men Jesse Joronen fik en lang arm på. Efterfølgende kom Anders K. Jacobsen lige akkurat ikke hen til returen.

Casper Nielsen havde efterfølgende et skud på kassen, mens FCK havde et indlæg, som næsten blev farligt, men der var ro på i forsvaret. Den fine halve time fra vores side lagde en lille dæmper på B12, så man kunne sagtens høre vores fans oppe i hjørnet. Godt brølt!

Desværre ansporede det så åbenbart FCK´erne, for de kom foran efter 29 minutter. Robert Skov trak på tværs fra højre, lagde den ind til Dame N´Doye på midten, og så sendte han den i kassen. Kort efter var Viktor Fischer igennem i venstre side, men skuddet blev blokeret af Sten Grytebust på fornem vis.

Skov havde et frispark, som Grytebust fint tog, inden Marco Lund fik generet Fischer så meget, at han ikke afsluttede godt nok til sidst i halvlegen.

Til anden omgang gik Lund ud, og Yao kom ind. FCK fik den første chance, da Skov kom til en chance med sit giftige venstreben, men Grytebust var på plads med en flot redning.

Endnu vildere var vores nordmand kort efter, da N´Doye var helt fri, men så gik den desværre ikke længere. Først fik Robert Skov sendt bolden i kassen, inden N´Doye med en scoring mere gjorde det til 3-0 til værterne. Et par slemme minutter, desværre.

Efter 63 minutter var der debut til Daniel Obbekjær, som afløste Mathias Greve. Stort tillykke til vores nr. 50!

I den anden ende af skalaen kom William Kvist på banen på FCK. Han annoncerede i går, at han stopper karrieren, når sæsonen er slut.

Bashkim Kadrii havde et drøn på kassen et kvarter før tid, men Jesse Joronen fistede bolden over. På det efterfølgende hjørne var Obbekjær fremme med en afslutning, men over.

Rasmus Festersen kom ind for Anders K. Jacobsen lige efter og kæmpede videre på toppen.

Desværre fik vi ikke scoret, og så endte det med endnu et mål til FC København, da indskiftede Nicolaj Thomsen nettede til slutresultatet 4-0.

OB’s holdopstilling:
Sten Grytebust – Troels Kløve, Jeppe Tverskov, Marco Lund (Yao, 46.), Oliver Lund – Janus Drachmann -  Mathias Greve (Daniel Obbekjær, 63.), Casper Nielsen, Jens Jakob Thomasen, Bashkim Kadrii – Anders K. Jacobsen (Rasmus Festersen, 75.)

Bænken: Oliver Christensen, Rasmus Festersen, Jonathan Harboe, Yao, Mads Frøkjær-Jensen, Gustav Grubbe, Daniel Obbekjær

FC Københavns holdopstilling:
Jesse Joronen -  Peter Ankersen, Andreas Bjelland, Denis Vavro, Nicolai Boilesen – Viktor Fischer, Rasmus Falk (Nicolaj Thomsen, 66.), Carlos Zeca, Robert Skov – Jonas Wind (William Kvist, 73.), Dame N´Doye (Mohamed Daramy, 59.)

Bænken: Stephan Andersen, Guillermo Varela, Pierre Bengtsson, Sotirios Papagiannopoulos, William Kvist, Nikolaj Thomsen, Mohamed Daramy

Advarsler:
OB: Sten Grytebust (58.)

Næste kamp:
D. 5. maj kl. 18:00 mod FC Midtjylland, Nature Energy Park