P4071002

19.04.2019 12:08

Casper Nielsen måtte sidde over mod FCM med en skade, men i aften er han tilbage i truppen, når vi møder FC Nordsjælland.

Casper Nielsen er tilbage i truppen, efter han i seneste runde mod FCM måtte side over, efter han mod FCK måtte lade sig udskifte. Derfor er der lagt op til, at han kun har misset en af de 15 seneste kampe, og vestjyden glæder sig til igen at kunne komme i kamp.

- Det er fantastisk igen at være med i truppen. Det har gået rigtig godt til træning, og jeg glæder mig rigtig meget til igen at være med på en kampdag. At det er på hjemmebane er bare et ekstra plus, for det har godt nok været fedt på det seneste! Der har været vildt masser af tilskuere, der har hjulpet os, og tro mig, det har virkelig været en stor hjælp for os spillere, siger Casper Nielsen.

Rent pointmæssigt har OB ikke fået den helt perfekte start på mesterskabsslutspillet. Kampene mod Brøndby, FCK og FCM har blot givet et enkelt point, men det er ikke noget, der har fået Casper Nielsen til at lægge søvnløs.

- Det er jo sådan, det er, og det der er sket, kan vi ikke ændre på. Vi har mødt de to bedste hold i Danmark, og der er en grund til, at de ligger, hvor de gør, og at de har så stort et forspring. Mod FCK kunne vi på en god dag have fået point, men sådan er det, når man møder de bedste hold herhjemme, og det er det, vi har glædet os til. Det vi kan ændre på, er de fremtidige kampe, og at vi har tabt til FCM og FCK slår os ikke ud, vi ser bare frem til en ny kamp i aften mod FCN, siger Casper Nielsen.

Seneste kamp mod FCN endte med en OB-sejr på 3-1, og det er en kamp, Casper Nielsen naturligivs husker tilbage på som en od oplevelse.

- Det var en god kamp, vi spillede mod Nordsjælland senest. Man ved, når man møder FCN, at der kommer perioder i kampen, hvor man føler, at man forgæves løber rundt efter bolden. Det gjorde vi også senest, men der endte vi alligevel med at vinde 3-1.

- FCN er fantastisk dygtige på bolden, og det skal vi have respekt for, men vi er også selv gode. Så jeg er overbevist om, at det bliver en rigtig seværdig kamp for dem, der tager på stadion i aften, siger Casper Nielsen, inden han afslører hvad der er det største ønske i aften.

- Der er jo ingen tvivl om, at tre point er det vigtigste, men får jeg lov at ønske en ting mere i aftenens kamp, så er det en Casper Nielsen på måltavlen, siger midtbanespilleren med et smil.

Der er kampstart på Nature Energy Park i aften klokken 18:00.