03.04.2019 13:56
Hans Christian Bernat vogtede buret i alle tre EM-kvalkampe, som Danmark spillede tilbage i marts, og nu er han igen udtaget til U19-landsholdet.
Der sker mange ting for Hans Christian Bernat for tiden. Tilbage i marts måned skrev han under på en fuldtidskontrakt i OB gældende fra sommeren 2019, og umiddelbart efter forsøgte han sammen med resten af det danske U19-landshold at kvalificere sig til EM; desværre uden held.
Den 15. april skal han så igen i aktion for det danske U19-landshold, som møder Tysklands ditto i en træningskamp. Landsholdet flyver fra København til Hannover den 15. april, spiller i Barsinghausen den 16. april, og de flyver hjem den samme dag.
Stort tillykke til "HC", der tidligere har spillet i Morud og Næsby med landsholdsudtagelsen.