Bas FCK

07.04.2019 20:43

OB tog søndag aften imod FCK på Nature Energy Park i en tæt kamp, hvor gæsterne kunne tilkæmpe sig de tre point.

Superligaen

Søndag d. 7. april, 18.00, Nature Energy Park

OB – FCK 0-1 (0-0)

77. min. Dame N’Doye. 

Gule kort:

OB: 25. min. Oliver Lund, 49. min. Ramon Leeuwin, 66. min. Bashkim Kadrii

F.C. København: 34. min. Carlos Zeca, 90. min. Andreas Bjelland

OB’s holdopstilling:

Sten Grytebust – Ramon Leeuwin, Jeppe Tverskov, Oliver Lund – Ryan Johnson Laursen, Casper Nielsen (87. min. Mathias Greve), Jens Jakob Thomasen (76. min. Janus Drachmann), Troels Kløve, Jacob Barrett Laursen – Bashkim Kadrii, Anders K. Jacobsen (75. min. Nicklas Helenius)

Bænken: Oliver Christensen, Alexander Ludwig, Mads Frøkjær-Jensen, Julius Eskesen, Mathias Greve, Janus Drachmann, Nicklas Helenius

F.C. Københavns holdopstilling:

Jesse Joronen – Peter Ankersen, Denis Vavro, Andreas Bjelland, Nicolai Boilesen – Guillermo Varela (45. min. Sotirios Papagiannopoulos), Carlos Zeca, Rasmus Falk (88, min. Pierre Bengtsson), Nicolaj Thomasen – Dame N’Doye, Victor Fischer (81. min. William Kvist)

Bænken: Stephan Andersen, Pierre Bengtsson, Sotirios Papagiannopoulos, William Kvist, Ahmed Daghim, Mohammed Daramy, Jacob Haahr Steffensen

Tilskuertal: 11.154 

Kampens forløb:
OB viste rigtig gode takter fra start. Der faldt tre chancer til striberne i de første to minutter, hvor det godt kunne have båret mere af sig. Det var OB, der havde overtaget det første kvarter, og de kom til et par rigtig fine chancer.

Efter en halv times spil var der lidt længere mellem chancerne, men det var stadig OB, der havde overtaget og fik spillet sig til et par rigtig gode chancer, der manglede bare et slutprodukt. Der var blandt andet et par farlige flade indlæg fra højre side.

Da holdene gik til pause, var det ikke begge, der kunne være tilfredse. OB havde haft et klart overtag og kom til flest chancer. Samtidig stod stribernes defensiv godt og holdt FCK fra for alvor at blive farlige.

FCK kom ud til anden halvleg med et mere offensivt udtryk, og de kom til flere chancer end i første halvleg. Blandt andet spillede Dame N’Doye Viktor Fischer fri foran mål, hvor han ikke kunne få bolden inden for stolpen, men ramte i stedet på den anden side af stolpen, og OB slap med skrækken.

I det første kvarter af anden halvleg havde københavnerne fået overtaget, og de pressede hårdt på mod OB’s defensiv, som fik forsvaret sig ud af det meste. Der faldt et par chancer af til FCK, OB havde et par fine kontraangreb og viste stadig gode takter.

Efter en times spil kom OB mere med i kampen igen og fik sat et par fine chancer op. Ingen af holdene var for alvorligt farlige, og kampen gik meget frem og tilbage. Efter 76 minutter var det gæsterne, der kom foran. Dame N’Doye blev spillet fri foran mål på en skarp aflevering af Nicolaj Thomsen og kunne køligt placere Sten Grytebust, som ikke kunne gøre meget.

Til sidst skulle den bare forsvares hjem for FCK. De satte en masse defensive spillere på banen og stillede sig dybt i banen. OB pressede hårdt på, men det kastede desværre ikke noget af sig. FCK kendte deres besøgelsestid, og de udnyttede deres chancer bedst, hvorfor de stod med de tre point til sidst og udbygger deres føring i Superligaen.

Næste kamp:

Søndag 14. april, FC Midtjylland - OB, Superligaen, MCH Arena.