_8050208

04.04.2019 14:46

Casper Nielsen glæder sig til søndagens opgave, og han håber på, at fansene, ligesom I var mod Brøndby, kan blive den afgørende tolvte mand.

Casper Nielsen og OB skal være klar til søndag, når man møder F.C. København i mesterskabsspillets anden kamp. Spørger man Casper Nielsen, så er det kamp, truppen glæder sig rigtig meget til.

- Jamen lige nu handler det om lige at få lagt skuffelsen fra Sydbank Pokalen væk. Den var hård at sluge, fordi vi havde sat næsen op efter noget mere, og det lykkedes ikke. Så lige nu handler det om at prøve at få den her ud af system hurtigst muligt, og så bare fokusere fuldt ud på kampen mod FCK. Vi glæder os helt vildt. Det er det fede lige nu, at der kommer så mange fede kampe i streg, så det er bare om at se fremad mod dem, siger Casper Nielsen.

Der venter et FCK-hold, der har vist stor styrke igen i denne sæson, men det er kampe som denne, OB har kæmpet for at spille, siger Casper Nielsen.

- Vi møder igen et rigtig godt hold på søndag. Det er superfedt, at der venter så mange svære opgaver. Det er det fede ved slutspillet, og det er det, vi har hungret efter, så det glæder vi os selvfølgelig til. Vi ved godt, når vi går ind i et kampprogram med så mange gode hold, så er det svært bare at vinde hver eneste kamp. Vi stræber selvfølgelig efter at vinde hver kamp, og vi glæder os vanvittigt meget til på søndag, især fordi det er på hjemmebane. Så vi ser bare rigtig meget frem til den udfordring.

Hvis OB skal have point på søndag mod FCK, skal man fokusere på sit eget spil, som har fungeret godt i år, mener Casper Nielsen.

- Vi skal holde fast i vores eget spil – det er det, der har gjort os så gode i år. Selvfølgelig er der nogle ting, vi skal fokusere på ved hver eneste modstander, og det er et rigtig godt FCK-hold, som vi skal være opmærksomme på. Vigtigst af alt, så handler det meget om os selv. Vi skal fortsætte og lade være med at lade os slå ud af noget, fordi sådan er fodbolden bare engang imellem. Der er op- og nedture, og det handler om at få det vasket af, og vise hvad, vi er lavet af og så bare komme videre. Vi skal ud på søndag i en rigtig svær kamp og kæmpe røven ud af bukserne. Så skal vi jo heller ikke glemme, at vi ikke har tabt i Superligaen i seks kampe, så det synes jeg også er vigtigt at tage med.

Casper Nielsen og OB-truppen vil på søndag gøre alt for at give noget igen til fansene, som har været en stærk tolvte mand i år.

- Det betyder vanvittigt meget, at vi har en så god opbakning. Vi havde en rigtig god udebane-opbakning i Herning, og vi vil gerne forsøge at give noget tilbage til fansene så hurtigt som muligt – det kunne vel og mærke være på søndag. Så vi håber, at folk vil bakke op endnu en gang. Vi så, da vi spillede mod Brøndby, hvor fed en kulisse det var, så det håber vi virkelig at folk vil skabe igen. Så skal vi nok give den en skalle inde på banen.

Der er kampstart på Nature Energy Park søndag klokken 18:00, og du kan spare 40 kroner på billetten ved at købe den senest 24 timer før kampstart.