_8190139

01.04.2019 15:13

OB tager en tur til Herning for at spille sig i pokalfinalen onsdag aften, og vi har kigget lidt nærmere på statistikkerne for opgøret og vores vej til semifinalen.

OB’s vej til semifinalen har både budt på ture til Jylland og Sjælland. Først slog man AB og Thisted forholdsvis overkommeligt. Herefter fik man lidt mere modstand mod Hobro. Striberne sejrede 4-2 og kvalificerede sig dermed til kvartfinalen, hvor vi skulle møde Esbjerg. Her skulle OB ud i straffesparkskonkurrence, hvor Troels Kløve sparkede det forløsende straffespark i kassen og dermed sende striberne i semifinalen.

FC Midtjyllands vej til finalen startede ud med spænding på Fyn, da de måtte helt ud i forlænget spilletid for at slå Dalum IF 2-1. Herefter blev det til en 2-0 sejr over FCK og senest en sejr over Kolding IF.

Historisk set har OB mere at se tilbage på, end FCM har. Det er blevet til 11 semifinaler for de stribede, hvor det er blevet til otte for ulvene. Ud af de 11 semifinaler er det blevet til seks finaler for OB, hvor de har vundet fem af disse. Det er blevet til fire finaler for FCM, som endnu ikke har vundet pokalturneringen.

Striberne har endnu ikke fået et rødt kort tildelt i denne Superliga-sæson. Vi er samtidig det hold med næstfærrest karantænedage – det er kun blevet til to. Herimod er FC Midtjylland det hold, der har fået flest røde kort i Superligaen. Det er blevet til fem røde kort og ti karantænedage for ulvene.

Der er en målscoringsstatistik, der skiller sig meget ud, når man kigger på FC Midtjylland. De har scoret hele 15 mål på hovedstød i sæsonen – til sammenligning har det nærmeste hold scoret ti mål på hovedstød. Det har nok også meget at gøre med deres to meter-mand Paul Onuachu. Til gengæld har striberne kun lukket fem hovedstødsmål ind i sæsonen, så det virker som om, de har gode forudsætninger for at lukke Onuachu ned – han har da heller ikke scoret mod os endnu.

Det vil blive en duel mellem to af Superligaens absolut bedste målmand. Jesper Hansen har lukket 26 mål ind i 27 kampe, hvor Grytebust har lukket 32 mål ind i 26 kampe. Til gengæld har Grytebust hold buret rent ti gange, hvor Jesper Hansen må nøjes med ni gange. Begge målmand har haft 87 afslutninger imod sig i Superligaen. Det er nogle af de laveste tal i Superligaen, hvilket også indikerer styrken af den defensive kæde, de har foran sig. Både Sten Grytebust, Jacob Barrett Laursen og Oliver Lund blev da også valgt til månedens hold for marts på superliga.dk.

Begge hold står godt defensivt, men de har også tur i det offensive spil. OB er det hold, der har fjerde flest afslutninger, hvor FC Midtjylland er det hold, der har flest afslutninger. De udnytter også en pæn del af deres afslutninger – de har scoret 62 mål i Superligaen i år, hvilket gør dem til det næstmest scorende hold.

OB har det generelt svært i Herning. Sidst vi vandt på udebane mod FC Midtjylland var i 2014, hvor det blev til 2-0. I de seneste ti kampe mod FCM har OB vundet en gang, spillet to uafgjort og tabt syv gange. Stimer er til for at blive brudt, og med OB’s nuværende form er der helt klart håb for, at striberne kan bryde den og komme i pokalfinalen.