PA067362

17.04.2019 14:40

OB får besøg af FC Nordsjælland på Nature Energy Park denne fredag, og vi har kigget lidt på statistikkerne mellem de to hold.

Det er tredje gang, OB og FC Nordsjælland skal møde hinanden i denne Superligasæson. Resultaterne er indtil videre gået OB’s vej – en sejr på udebane og en uafgjort på hjemmebane er det blevet til for striberne. Senest de to hold mødtes blev det 3-1 til OB.

I mesterskabsspillet er det blevet til to point til FCN og et point til OB. OB ligger på tredjepladsen i Superligaen, mens FC Nordsjælland ligger på sjettepladsen.

FC Nordsjælland har spillet mange kampe uafgjort på det seneste. Det er nemlig sket i fem ud af deres seneste ni kampe. Striberne har derimod kun spillet en enkelt gang uafgjort i deres seneste ni kampe. Selvom FCN har spillet en del uafgjort, er det ikke fordi, kampene har været målfattige. 29 mål i de seneste ni kampe giver et snit på 3,22 mål per kamp. Stribernes gennemsnit er på 2,66 mål per kamp. Hvis man kigger på de to hold indbyrdes, er det blevet til 2,7 mål per kamp historisk set. Alt tyder altså på, at det kan blive en målrig affære.

FC Nordsjælland lægger ofte godt fra land. De har scoret de fleste af deres mål i det første kvarter af deres kampe. Ti mål er det blevet til i det første kvarter, og det er bedst af alle i Superligaen. OB har kun scoret to mål i denne tidsperiode, hvilket er delt laveste i Superligaen. Til gengæld har striberne scoret hele tretten mål i det sidste kvarter af kampene.

Det kan godt være, at FC Nordsjælland starter godt ud, men de holder ikke godt på deres føringer. De er kommet foran 19 gange, men har kun holdt føringen i ni af disse. På den konto har de tabt 22 point på gulvet. Her er OB bedre til at holde på føringen. I de fjorten kampe striberne er kommet foran, har de vundet tolv, spillet en uafgjort og tabt en enkelt.

Hvis FC Nordsjælland kommer bagud, er de ikke gode til at komme tilbage. De er kommet bagud i tretten kampe i sæsonen, og de har ikke vundet en kamp, hvor de kom bagud først – de har spillet fire uafgjort og har altså dermed vundet fire point. Til gengæld er OB gode til at komme tilbage i kampe. De har vundet sytten point efter at have været bagud i sæsonen.

Historisk set har de to hold mødtes 48 gange i Superliga-sammenhæng. I de 48 kampe er det blevet til 24 sejre for OB, 15 nederlag og blot ni uafgjorte kampe. Ud af stribernes 24 sejre over tigrene er 15 af dem kommet på hjemmebane. Det er også blot blevet til fem nederlag på hjemmebane ud af de 26 kampe spillet.

Den største sejr er også kommet på hjemmebane. Det skete, da striberne sejrede 7-1 i 2004 – blandt andet på fire mål af Steffen Højer. Vi har altså statistikken med os mod FC Nordsjælland, og det fortsætter forhåbentlig på fredag på Nature Energy Park.

Der er kampstart på fredag klokken 18.00, og hvis du ikke allerede har købt billet, så kan du gøre det her.