IMG_5704

06.04.2019 17:54

U17-drengene tabte lørdag til 3-0 mod FC Nordsjælland i en kamp, hvor striberne først i slutningen begyndte at skabe chancer.

U17-Ligaen
Lørdag 6. april, kl. 15:15, Ådalen
OB – FCN 0-3 (0-1)
29. min. 0-1 Andreas Pedersen Bredahl
59. min. 0-2 Jonas Lyshøj
70. min. 0-3 Jonas Lyshøj

OB’s holdopstilling:
Phillip Gejl – Gustav Grubbe, Jonathan Khemdee, Frederik Lebæk, Mathias Brems – Mikkel Stangerup (46. min. Jakob Okkels), Simon Skøtt (83. min. Isak Steiner Jensen), Valdemar Ibsen, Lasse Skøtt – Valdemar Kwasniak, Luca Kjerrumgaard (67. min. Magnus Saaby)
Bænken: Tobias Jakobsen, Magnus Saaby, Jakob Okkels, Isak Steiner Jensen

Kampens forløb:
Det var et tophold, der gæstede et subtophold, da OB lørdag eftermiddag fik besøg af FC Nordsjælland hjemme i Ådalen. Gæsterne er sammen med Silkeborg favoritter til at løbe med DM-guldet i U17-Ligaen, mens vores U17-drenge sammen med fem andre mandskaber kæmper om bronzemedaljerne.

Denne lørdag var det da også gæsterne fra Farum, der kom bedst fra start, dog uden at skabe de store chancer i fem ellers gode minutter. Herefter fik striberne langsomt spist sig ind i opgøret, og OB kom længere frem på banen og fik bedre styr på bolden.

Striberne væltede dog på ingen måder rundt i chancer, og generelt var det en meget chancefattig første halvleg. De fleste og største chancer tilfaldt dog gæsterne fra FC Nordsjælland, som efter 29 minutters spil også bragte sig på 1-0 ved Andreas Pedersen Bredahl, som sparkede et fladt indlæg i nettet.

Fra anden halvlegs start var det er OB-hold med mere energi i spillet, som kom på banen. Ti minutter inde i anden halvleg opstod der så også en chance for at komme tilbage i kampen. Luca Kjerrumgaard blev spillet fri til en chance i venstresiden, men vinklen blev for spids, så FCN-keeperen kunne parere afslutningen, der havde retning mod den fjerneste stolpe.

I stedet lukkede OB et mål ind fire minutter senere, da bolden gik mellem Phillip Gejls arme og ben i en situation, hvor OB-keeperen burde havde gjort mere ved bolden.

Herefter rejste striberne sig fint, men ti minutter senere satte de effektive gæster på ny bolden i kassen, og så stod det 3-0 til de effektive gæster fra FC Nordsjælland.

Med ti minutter tilbage af kampen så det ud til, at striberne ville bringe lidt spænding tilbage i kampen. Bolden blev smidt ind i feltet, hvor Jakob Okkels nærmest med ryggen til mål flugtede den op i det korte hjørne. Her kom en flyvende FCN-keeper dog stærkt op og viftet bolden til hjørnespark.

Kort efter kom Isak Steiner Jensen på banen. I hans første aktion kørte han en fræk tunnel på sin modspiller, smed bolden ud på højrekanten, fortsatte selv sit løb ind i feltet og headede bolden ned i jorden. Kuglen havde retning mod nettaget, men igen kom FCN-keeperen i vejen.

I de sidste små ti minutter af kampen var det fortsat OB, der pressede på. De store chancer blev dog ikke skabt, og så endte det med et på papiret stort nederlag til en af ligaens to mesterskabskandidater.

Kommentar fra Ivan Poulsen:
Vi er skuffede over at tabe 3-0 til FCN i dag, selvom de er et rigtig godt fodboldhold. Jeg synes, at vi i første halvleg havde for svært ved at skabe chancer mod dem, og det virker som om, at vi først åbner ordentligt op for vores spil, efter vi kommer bagud med 3-0, og det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med.

På det afgørende tidspunkt i kampen, hvor vi var kommet længere frem på deres halvdel, giver vi dem et frispark på kanten af feltet, og de scorer et alt for nemt mål.

At vi taber i dag er på sin vis fair nok, men jeg synes, 3-0 er for stort i forhold til antallet af chancer i kampen. Vi må arbejde videre, og så står den om en uge på en udebanekamp mod Randers FC.

Næste kamp:
Lørdag 13. april kl. 12:00, Randers – OB, Randers