23.08.2019 08:57
Striberne drager i dag til Nordjylland, hvor vi møder Hobro IK på udebane, og her har vi mulighed for at revanchere sidste uges nederlag til FC Nordsjælland.
OB og Hobro IK skal senere i dag spille 3F Superligaens enlige fredagskamp. I denne sæson har holdet fra Nordjylland spillet fire ud af seks kampe uafgjort, og det er der en god grund til, hvis man spørger Janus Drachmann.
- De står godt i deres defensiv, og så skal man ikke være overrasket over deres iver for at arbejde for hinanden, så jeg regner med, at det bliver en fysisk opgør.
Selvom den solide midtbanespiller roser den nordjyske defensiv, så er han også opmærksom på deres offensive spillere.
- De har nogle spillere oppe foran som Emmanuel Sabbi, Pål Alexander Kirkevold og Edgar Babayan. De kan skabe noget på egen hånd, og der er det vigtigt, at vi bakker hinanden op og får stoppet dem.
Sidste gang vi gæstede DS Arena var i Sydbank Pokalen. Her vandt vi 4-2 på mål af Casper Nielsen, Jens Jakob Thomasen og Anders K. Jakobsen, men hvis det skal blive til endnu en sejr i Nordjylland, så kræver det fokus, fortæller anføreren.
- Vi skal flytte bolden hurtigt og ikke give dem mange omstillinger, som de kan lukrere på. Det handler om at spille koncentreret og sikkert på de rigtige steder af banen. Selvfølgelig skal man tage chancer på den sidste tredjedel af banen, men det handler om at være dybt fokuseret.
I denne sæson har der været en fremragende fynsk opbakning både på hjemme- og udebane. I sidste uge mod FC Nordsjælland var der omkring 400 stribede fans på lægterne, og det er noget, Drachmann er glad for.
- Jeg var meget imponeret over alle de mennesker, der havde taget turen til Sjælland i sidste uge. Da vi kom ind til den kulisse på Right To Dream Park og så de fans, der stod med flag, gav det en masse energi, og jeg håber, at der også er rigtig mange fans, som har tænkt sig at tage turen til Hobro fredag aften.
Opgøret mod Hobro IK bliver spillet kl. 19.00 på DS Arena. Hvis du er forhindret i at komme på stadion, så kan du følge kampen på vores twitter-profil Odense Boldklub LIVE.