Holdfoto

31.08.2019 10:01

U19-drengene får lørdag besøg af FCK, og Kim Engstrøm tror på, at Striberne kan tage den tredje sejr i træk i U19-Ligaen.

U19-drengene får lørdag middag besøg af FCK hjemme i Ådalen. Striberne har i de to første runder taget seks point efter en udebanekamp mod Vejle og en hjemmebanekamp mod AaB. Det glæder cheftræner Kim Engstrøm, og maksimalt udbytte overrasker ham ikke.

- Vi havde håbet på, at vi kunne stå med seks point efter de første to kampe, men inden kampene havde vi også været glade med fire, fordi det har været et par svære modstandere. Vi startede med en svær udebanekamp mod Vejle, og derefter havde vi besøg af AaB, som formentlig er et af de stærkeste mandskaber i ligaen. Så det har været rigtig positivt, men jeg er ikke som sådan overrasket over, at vi har hentet seks point i de to første kampe, siger Kim Engstrøm.

I denne weekend er det så FCK, der kommer på besøg, og der forventer Engstrøm en kamp mod en ny, god modstander.

- FCK er traditionelt set et stærkt U19-hold, og de har mange dygtige spillere. De kommer i en klassisk 4-4-2-opstilling, men vi føler alligevel, at vi har fundet nogle svagheder på dem, som vi kan straffe. Kan vi bibeholde det spil og den kvalitet, vi har haft i de to første kampe, så er der bestemt muligheder for at vi kan tage tre point. Men det sker kun, hvis vi fortsætter med at klø på, og vi ikke begynder at hvile, fordi vi har leveret nogle fornuftige præstationer mod Vejle og AaB, siger Engstrøm, inden han sætter ord på, hvorfor det er blevet til maksimalt udbytte i de to første kampe.

- Vi har været rigtig gode til at finde balancen i vores spil. Vi har været gode i kombinationerne og til at variere hvornår vi skal holde fast i bolden – eller vælge det direkte spil. På den måde har vi været gode til at skabe chancer, og så har vi sidst men ikke mindst – særligt mod AaB – været dygtige til at lukke af for modstanderen. Det bliver også vigtigt mod FCK, for det bliver på ingen måder en nem kamp og jeg forventer en kamp med få muligheder, hvorfor vi skal være kolde og kyniske, når de opstår.

Kampen mellem OB og FCK spilles lørdag klokken 12.30 på kunstgræsbanen i Ådalen.