P7225873

08.08.2019 13:51

Bashkim Kadrii forudser et tæt opgør mod Randers FC, når kronjyderne kommer på Nature Energy Park og spiller i aften.

Både OB og Randers FC vandt i 3F Superligaens fjerde runde, og derfor har begge mandskaber mulighed for at forlænge sejrsstimen, når kronjyderne gæster Odense i aften.

Vores angriber Bashkim Kadrii spillede for to år siden hos Hestene, og det er et helt andet hold i dag:

- Det bliver en svær kamp. Randers FC er virkelig solide for tiden. Jeg synes, de er kommet et skridt eller to videre, siden jeg var der. De har fået bedre styr på tingene, siger han.

Indtil nu har sæsonen budt på to sejre og to nederlag for Striberne, og hvis man spørger angriberen, så har den hidtidige pointhøst været okay.

- Det har været en fin start på sæsonen og med lidt mere held, så kunne vi haft flere point. Vi spiller god fodbold i perioder, men der er ting, vi skal arbejde med. Vi skal prøve at komme frem på banen. Når vi er på hjemmebane, så skal initiativet være vores. Jeg tror, at vi kommer til at have bolden mere end dem, så vi skal prøve at finde rum og lade være med at gå i deres kontrakniv.

De seneste fem hjemmekampe mod holdet fra Kronjylland har resulteret i fem sejre til OB. Sidste kamp blev vundet 1-0 på et mål af Jacob Barrett Laursen.

Bashkim Kadrii spillede sin kamp nummer 150 i søndagens 1-0 sejr ude over Esbjerg fB og hyldes inden kampen mod Randers.

Opgøret spilles i aften kl. 20 på Nature Energy Park, hvor der bliver varmet op i Albani Fanzone fra kl. 18 med Happy Hour. Du kan købe din billet her.