04.08.2019 10:00
Senere i dag gælder det kampen om de ægte striber. Striberne drager til Esbjerg, hvor det handler om en sejr og en revanche fra sidste uges kamp mod Brøndby IF.
Inden fjerde spillerunde er Troels Kløve delt topscorer i 3F Superligaen. I de første tre kampe har midtbanespilleren scoret tre mål – to mål mod FC København og et mål mod Lyngby IF.
- Jeg fokuserer ikke så meget på, at jeg er delt topscorer. Det er selvfølgelig rart at se sit eget navn på topscorerlisten, men jeg vil gerne bytte en scoring for en sejr mod EfB.
Sidste sæson bød på flere tætte opgør mod vestjyderne, og det tyder derfor på, at det bliver endnu en tæt kamp, hvis man spørger den teknisk stærke midtbanespillere.
- Det bliver en klassisk Esbjerg-kamp. Vi lå og kæmpede mod dem i sidste sæson. De er en solid modstander med masser af landsholdsspillere og har stort set den samme startellever som i sidste sæson, der gav dem bronze.
Sidste uge blev det til et nederlag på Vestegnen, og derfor skal der jagtes en sejr på ny, når kampen starter søndag kl. 14.00 på Blue Water Arena.
- Hvis det skal blive til tre point, så skal der lægges nogle procenter på i forhold til kampen mod BIF.
De første kampe har budt på mange mål for OB. Inden kampen mod EfB har vi scoret otte mål, men det har også kostet i den anden ende. Derfor er den defensive indsats i fokus, fortæller Kløve.
- Hvis vi skal score tre eller fire mål for at vinde hver kamp, så får vi en svær sæson. Vi skal have lukket af bagud, og så arbejder vi derfra.
Hvis du er forhindret i at tage til Esbjerg og se kampen om de ægte striber, så kan du se opgøret på Eurosport 2 kl. 14.00.