Håndtryk2

26.08.2019 14:03

Odense Boldklub har indgået et samarbejde med den odenseanske softwarevirksomhed WriteReader om læringsværktøjet Skriv og læs, der giver børn fra 6-årsalderen nye muligheder for at skrive deres personlige bøger om klubben og dens spillere.

Læringsværktøjet Skriv og læs er udviklet af WriteReader, men distribueres af Gyldendal Uddannelse til skoler i hele landet. Gennem Gyldendals indskolingsportal får landets grundskoler nu muligheden for at skrive og læse bøger om OB, klubbens spillere og deres oplevelse på stadion.

- OB er en klub, der vækker store følelser for mange mennesker på hele Fyn. Som fodboldklub lever vi af og med samfundet omkring os, og derfor er det helt naturligt at give noget den anden vej. Så vi er meget glade for, at vi kan være med til at hjælpe børn med at skrive og læse i skolen og i fritiden, siger kommerciel chef i OB Jack Jørgensen.

Gennem samarbejdet bliver det nu muligt for børn at skrive bøger om klubben, spillerne, maskotten Victor eller noget helt tredje – det er kun fantasien, der sætter grænser. På den måde kan man skabe sin helt egen bog, som man efterfølgende kan printe og læse med sine venner og familie – eller måske for flere tusinde OB-fans.

- Som odenseaner og tidligere folkeskolelærer, er jeg rigtig glad for, at OB tager medansvar for børns læring og bruger pigers og drenges fascination af fodbold som løftestang til den første skrivning og læsning, siger Janus Madsen skaberen bag læringsværkøjet Skriv og læs.

Med mere end en million bøger skabt i Skriv og læs i Danmark tegnede der sig et tydeligt billede af, at foldbold var blandt de mest populære emner blandt de unge forfattere. Der var derfor oplagt for WriteReader at kontakte OB og indlede et samarbejde om at levere billedmateriale og lave events, som gør det lettere og øger børns motivation for at skrive om fodbold.

I løbet af efteråret vil OB-spillere desuden besøge en række folkeskoler på Fyn, hvor eleverne får muligheden for at skrive om besøget. Ligeledes vil elever på Fyn få mulighed for at besøge Ådalen, hvor de kan møde og interviewe spillere og træner og derefter skrive deres egne bøger. På stadion vil de yngste fans også have mulighed for at skrive om deres oplevelser før, under og efter kampen.

- Vi hilser samarbejdet mellem OB og WriteReader varmt velkommen, da det bidrager til at bringe elevernes interesser og hverdag med ind i skolen og danner grobund for øget motivation og læring, siger forlagsdirektør Mikael Pedersen fra Gyldendal Uddannelse, som står for distributionen af Skriv og læs.

I skrivende stund har alle folkeskoleelever i Odense, Svendborg, Middelfart, Kerteminde og Faaborg-Midtfyn Kommune adgang til Skriv og læs, og det samme gælder et antal skoler i Assens og Nyborg Kommune. Det betyder samlet set, at omkring 90% af alle fynske folkeskoleelever har adgang til Skriv og læs.

Se mere om samarbejdet og hvordan børn, forældre og skoler kan komme i gang med at skrive bøger om OB på ob.dk/fans/familie/skrivoglaes.