17.08.2019 21:31

U19-drengene satte sig på begivenhederne fra første fløjt, og selvom de i slutfasen lukkede Vejle ind i kampen, var der aldrig tvivl om udfaldet.

U19-Ligaen
Lørdag 12.30, Vejle Stadion
Vejle - OB 2-3 (0-1)
0-1 Jonathan Harboe (30.)
0-2 Tarik Ibrahimagic (49.)
0-3 Tarik Ibrahimagic (51.)
1-3 Tobias Sommer (72.)
2-3 Alexander Jensen (93.)

Kampens forløb:
U19-drengene spillede lørdag sæsonens første kamp, da de gæstede Vejle Stadion. Kampen skulle oprindeligt være spillet i VB Parken, men vand på banen gjorde, at kampen blev flyttet til lidt flottere omgivelser på Vejle Stadion.

Der ventede en god græsbane på drengene, og den blev fra første fløjt udnyttet til at spille flot, tempofyldt fodbold. OB pressede højt og spillede hurtigt, hvilket fungerede helt perfekt i kampens indledning. Sæledes kom drengene allerede i kampens første tre minutter frem til to store chancer ved Mathias Brems og Emil Suarez, men også til et par hjørnespark, hvor de truede hjemmeholdet.

Striberne fortsatte med at mase på, og det var tydeligt, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville udmønte sig i en scoring, og der skulle gå en halv time. En afslutning fra Anders Klynge blev blokeret af Vejle-forsvaret, men returen landede for fødderne af Jonathan Harboe 5-10 meter udenfor straffesparksfeltet. På en firsttimer med tilpas meget skru i bolden snørrede han Vejle-keeperen, som kun kunne se passivt til, da bolden gik ind ved den nærmeste stolpe.

Efter scoringen fortsatte OB med at klø på, og det var markant tættere på 2-0 end 1-1 i første halvleg, som endte med 1-0.

Man kunne føle, at pauseføringen var en tand for lille, og det fik de unge OB-drenge tidligt i anden halvleg vist, at den var. Allerede fire minutter inde i anden halvleg blafrede nettet således igen. Tarik Ibrahimagic blev sendt afsted i dybden, og mens han oksede afsted, holdt han de jagtende forsvarsspillere på afstand, inden han nede ved keeperen køligt lagde bolden over i det lange hjørne til 2-0.

Men Tarik og OB var ikke færdigt. Således blev Ibrahimagic bare to minutter senere dobbelt målscorer. Denne gang skete det efter et gennembrud på højrekanten fra Jonas Skytte. Han smed et indlæg ind i boksen, men det blev halvvejs afvist af Vejle. Bolden landede til vores held for fødderne af Tarik Ibrahimagic omkring pletten, hvor han lagde bolden til rette, inden han sikkert bankede den i kassen til 3-0.

Sejren godt på vej mod Fyn, og de næste ti minutter var også fornuftige. Herefter var det som om, Striberne overlod initiativet til vejlenserne. OB stod for langt tilbage, afleveringerne blev for korte, og Vejle begyndte at tro på det.

Den tro blev ikke mindre, da anfører Tobias Sommer efter 72 minutters spil fik reduceret. Vejle forsøgte herefter at etablere et pres, men det blev aldrig for alvor længerevarende. OB fik hele tiden taget brodden af det, og det blev aldrig rigtig farligt. De gange, det blev farligt, var Hans Christian Bernat på plads, og derfor var det kun af kosmetisk betydning, at Vejle i tredje minuts overtid fik reduceret til slutresultatet 3-2.

Dermed kom Kim Engstrøms tropper godt i gang med sæsonen, da de hentede tre point på en svær udebane i Vejle.

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat - Teitur Magnusson, Daniel Obbekjær, Christian Vestergaard - Jonas Skytte, Jonathan Harboe, Tarik Ibrahimagic (Valdemar Ibsen, 56.), Anders Klynge, Mathias Brems - Mikkel Michelsen (Simon Skøtt, 68.), Emil Suarez (Anton Stage, 85.)

Næste kamp:
Lørdag 24. august, kl. 12.30, OB – AaB, Ådalen