Tonny Hermansen

31.08.2019 10:43

Både U15-, U17-, og U19-drengene skal i aktion lørdag, når alle tre hold spiller hjemme i Ådalen mod FCK.

Velkommen til dommere, forældre, tilskuere og modstanderne fra FCK. Denne gang er det lidt nyt, fordi vi byder velkommen til tre hold i og med at U15 spiller første hjemmekamp i den nye landsdækkende turnering. Så det bliver en spændende weekend, hvor vi skal konkurrere mod landets største klub, FCK.

Vi skal følge op på sidste uges to gode resultater mod AaB. Det er dejligt, vi kan vise vores anlæg frem, og vi har i løbet af sommerferien fået ny tribune og gjort det sådan, at de mange mennesker, der kommer og ser fodbold, har mulighed for at handle lidt ind ovre ved banen. Derudover har vi fået bygget vores nye tårn, og det er meningen, at det snart gøres færdigt, så vi kan få speak på til kampene.

U19 har fået en god start med sejre over VB og AaB, men sejrene er ikke det centrale. Vi har set en udvikling hos spillerne og vores måde at spille fodbold på. Vi har arbejdet med spillestilen i nogle år, og vi har været tydelige i de første to kampe. Vi har fået lagt det på, at vi er mere fremadrettede. Det betyder ikke, at man smider hovedet under armen og løber frem, men at man er fremadrettet i sin tilgang, både når man står højt, mellem og lavt.

U17 kom også godt fra land, og der kan vi godt se, at der stadig mangler noget i forhold til at få alle aftaler på plads i forhold til relationelle færdigheder. Vi slog fortjent AaB, men tabte i Vejle, selvom vi havde relativt mange chancer. Udlignede i 89. minut, men tabte alligevel kampen dybt inde i overtiden – og der skal drengene lære, at når man udligner så sent, så skal man gøre kampen færdig. Forstået på den måde at man skulle tage et point med. Det er en læring, og det er en del af spillernes udvikling.

U15-drengene tabte deres første turneringskamp med 2-1 i Vejle til at fysisk stærkere hold end vores. Den største udfordring i U15-Ligaen er, at man har mulighed for at spille med tre for gamle spillere. Ideen med det er, at det skal være future-spillere, og så er det op til klubberne at definere det.

Vi definerer det sådan, at skal en U16-spiller være med i U15-Ligaen, så skal det give mening i forhold til det fysiske. Derfor håber vi på, at vi også fremadrettet ser vores U15-drenge spille ud fra vores koncept med de spillere, som der nu hører til U15, og det bliver spændende at se, hvordan de klarer opgaven mod FCK.

Vi håber, der kommer mange mennesker, og vi ser frem til nogle rigtig gode fodboldkampe lørdag i Ådalen.

Tonny Hermansen
Head of coaching

Lørdagens program:
12.30: OB - FCK (U19)
15.00: OB - FCK (U17)
15.00: OB - FCK (U15)