27.08.2019 15:53
U17-drengene skal onsdag aften følge op på sidste lørdages fine sejr over AaB, når Vejle venter på udebane onsdag aften klokken 18.30.
U17-drengene spillede i weekenden sæsonens første turneringskamp, da de besejrede AaB med 3-2 hjemme i Ådalen. Onsdag aften gælder det kamp nummer to, når turen går til Vejle. Kampen mod Vejle er en udsat kamp fra forrige weekend, og efter AaB-kampen føler Ivan Poulsen, at Striberne er klar til Vejle.
- Vi fik i lørdags et rigtig godt afsæt til Vejle-kampen, og det, vi har trænet i opstarten, ser ud til at virke, nu hvor sæsonen er begyndt. Derfor ser vi også frem til kampen mod Vejle. Luca Kjerrumgaard har været i topform her i opstarten, og mod AaB viste han også, at han er brandvarm med tre scoringer – hvoraf den ene desværre blev fejlagtigt annulleret for offside. Så vi tager til Vejle med tro på egne evner, men samtidig med en stor respekt for modstanderen, siger Ivan Poulsen.
AaB i lørdags, Vejle onsdag og FCK lørdag er kampprogrammet for OB’s U17-drenge. Det betyder tre kampe på bare otte dage, og det er noget, cheftræneren tager højde for i den daglige træning.
- Vi har selvfølgelig tilrettelagt denne uges program efter at vi spiller tre kampe på otte dage. Derfor har vi selvfølgelig skruet lidt ned for intensiteten, mens vi arbejder videre med de taktiske og tekniske elementer i spillet. Så selvom der er mange kampe i denne uge, er jeg helt sikker på, at vi er forberedte til sæsonens første udebanekamp i Vejle, fortæller OB-cheftræneren, inden han røber lidt af det, der skal fungere, hvis vi skal tage alle tre point.
- Vi har rigtig gode forudsætninger for at gøre en god figur i Vejle, hvis vi kan fortsætte de gode offensive takter, vi viste i kampen mod AaB – især hvis vi samtidig kan være en smule mere effektive i forhold til antallet af afslutninger.
Kampen mellem OB og Vejle i U17-Ligaen spilles onsdag aften klokken 18.30 i VB Parken.