Lars Høgh

06.12.2019 07:57

Helt sensationelt har OB her til aften slået selveste Real Madrid ud af UEFA Cuppen med en 2-0 sejr på Estadio Santiago Bernabéu og er klar til forårets kvartfinaler.

UEFA Cup, ottendedelsfinale, anden kamp
Estadio Santiago Bernabéu, Madrid

Real Madrid – OB 0-2 (0-0)
0-1 Ulrik Pedersen (74.)
0-2 Morten Bisgaard (90.)

Advarsler
Real Madrid:
Quique Sanchez (36.)
OB:
Carsten Dethlefsen (45.), Carsten Hemmingsen (80.), Michael Schjønberg (82.)

Kampens forløb:
En flok stribede ællinger blev her til aften forvandlet til smukke svaner, da OB som i en H. C. Andersen-fortælling helt eventyrligt sendte mægtige Real Madrid ud af UEFA Cuppen med en samlet sejr på 4-3 efter mirakuløse 2-0 i den spanske hovedstad.

Lige netop en tomålssejr var påkrævet, da spanierne med Michael Laudrup i spidsen og som bøddel vandt 3-2 i Odense d. 22. november.

Derfor var Striberne levnet noget nær nul chance for at gå videre, men som en brølende lindorm rejste OB sig fra asken og baskede de kongelige fra Madrid.

Starten var dog som forventet med et massivt overtag til Los Blancos, og Michael Laudrup fik en friløber, som han burde have scoret på. Men Lars Høgh var flyvende denne aften og lavede den første af mange fantastiske redninger denne decemberaften.

Både Alfonso og Amavisca havde efterfølgende chancer, men OB var ikke kommet for at lægge sig ned. Det blev bevist, da Carsten Hemmingsen med et slangehug sendte en venstrebens-volley afsted mod kassen, men Santiago Cañizares og co. slap med skrækken, da bolden prellede af på overliggeren med et svirp. Synd for Hemmingsen, som jo scorede et fantastisk mål på Betzenberg mod Kaiserslautern i seneste runde.

Real fortsatte herefter presset, og Lars Høgh fik i den grad taget hævn over Emilio Butragueño, som otte år tidligere plaffede fire mål ind vores keeper under VM i Mexico. Denne gang pillede Høgh'en fjerene af El Buitre, Gribben, som måtte lide den tort at blive taget ud efter en time.

Anden omgang startede med en chance til Hemmingsen igen, men Cañizares havde heldigt for sig selv ikke klippet negle, så han fik lige raget bolden væk for snuden af vores nummer seks.

Så blev det Real-time igen, og Laudrup fik sig en ønskeposition til venstre i feltet og følte bolden mod det lange hjørne, men bolden sneg sig udenom stolpen. Laudrup var også med i et opspil, som nær havde resulteret i et selvmål af Carsten Dethlefsen, men igen fik Høgh reddet kastanjerne ud af ilden.

Michael Schjønberg fik lidt voldsomt tacklet Peter Dubovsky, men intet straffe, og så indtraf aftenens første spanske chok. Indskiftede Jesper Hjorth sendte Ulrik Pedersen fri i højre side af feltet. Iskoldt lobbede den 20-årige gut bolden henover en prisgivet Cañizares til fynsk føring med 18 minutter igen.

De hvidklædte kunne godt gå videre med 0-1, men det ville alligevel være for pinligt, så der blev sat en spansk armada ind mod det fynske mål i det sidste kvarter. Både Quique Sanchez og Sandro havde kæmpechancer, men igen-igen var Lars Høgh en mur i spraglede farver.

Og så skete det…

Lars Høgh tog (selvfølgelig) et forsøg fra Quique Sanchez og satte hurtigt bolden i gang. Den røg ud til Schjønberg i venstre side, som trak ind i banen. Hans hoppende indlæg valgte Jesper Hjorth klogelig at misse, og så kunne Morten Bisgaard ved bagerste stang sparke bolden i kassen med en kontrolleret højre inderside til utrolige 2-0 i overtiden.

Vantro spillere i hvidt tog sig til hovedet og smed sig i græsset, mens lykkelige fynske spillere, trænere og ledere kastede sig over hinanden i vild jubel, da dommer Loris Stafoggia fløjtede af, og sensationen var på plads. De seksdobbelte vindere af Mesterholdenes Europa Cup og mangedobbelte spanske mestre og pokalvindere sendt ud af en flok gæve fynboer klædt i skrigende gult og sort

To år efter, at en fynbo førte det danske landshold til EM-titlen i Sverige, har vi nu set den største danske præstation i europæisk klubfodbold.

Lad os kalde det Miraklet i Madrid.

Real Madrid:
Santiago Cañizares – Quique Sanchez, Nando, Raul Alkorta, Luis Enrique – Fernando Redondo, Alfonso Perez (Sandro, 60.), Martin Vasquez, Michael Laudrup – José Amavisca, Emilio Butragueño (Peter Dubovsky, 60.)

Bænken:
Pedro Contreras, Chendo, Sandro, Luis Milla, Peter Dubovsky

OB:
Lars Høgh – Steen Nedergaard (Morten Bisgaard, 82.), Michael Hemmingsen, Johnny Hansen, Michael Schjønberg – Carsten Hemmingsen, Carsten Dethlefsen, Jens Melvang, Ulrik Pedersen – Alphonse Tchami, Jess Thorup (Jesper Hjorth, 70.)

Bænken:
Thomas Sørensen, Torben Sangild, Morten Bisgaard, Jens Madsen, Jesper Hjorth