fansene gør noget ved os

30.12.2019 09:18

Det har været et fantastisk år, hvor vi kvalificerede os til Mesterskabsspillet og oplevede et tilskuersnit på hele 7.759 på Nature Energy Park.

Der har været masser af stribede fans gennem tælleapparaterne på Nature Energy Park i 2019. Med et tilskuersnit på 7.759 har vi oplevet en vækst på hele 62 % i forhold til året inden.

Det kan tilskrives mange ting, men vi har selv haft megen fokus på stadionoplevelsen på Nature Energy Park og især Albani Fanzone og Faxe Kondi Familiezone. Her har vi året igennem arbejdet for at skabe nye mindeværdige oplevelser lige fra indvielsen af Høghens Mur i februar til Danmarks John-koncerten i maj, den imponerende halstørklæde-tifo i september og slutteligt markeringen af Miraklet i Madrid i december.

Det har medført fire kampe med over 10.000 tilskuere på hjemmebane, hvilket kulminerede med 14.246 tilskuere, da Brøndby IF var på besøg i maj. Lige så imponerende var det, at 2019 også blev året, hvor vi for første gang i 10 år nåede over 10.000 tilskuere til en hjemmekamp mod AGF.

- Vi har mærket en ny energi på tribunerne, og herfra skal der lyde en stor ros til vores fans og deres ihærdige arbejde for stemning på Richard Møller Nielsen Tribunen. De har været med til at skabe et nyt fundament, der har fået Odense tilbage som en af landets bedste fodboldbyer. Vi har store ambitioner, og det er noget, vi skal bygge videre på, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen, og tilføjer:

- For os er det dog vigtigt, at vi ikke hviler på succesen, men som klub skal vi tværtimod lægge endnu flere kræfter i udviklingen af stadionoplevelsen og sammen med vores fans udvikle fællesskabet, så flere fynboer kan få glæde af stemningen, man mærker på Nature Energy Park.

Sæsonkortsalget nærmer sig nye højder

Undervejs i 2019 har vi desuden lanceret digitale billetter og sæsonkort, så man kan spare på printeren, skåne miljøet og være sikker på altid at have sæsonkortet med sig på telefonen, når man er på stadion. Hvis man foretrækker at splitte betalingen op over rater, blev det i efteråret også muligt at sikre sig sæsonkort på abonnement, ligesom det blev muligt at dele sit sæsonkort med en ven.

Alt dette har muligvis haft indflydelse på, at sæsonkortsalget i 2019/2020-sæsonen er vokset til nye højder, så vi nu kun mangler at overgå sæsonen 2013/2014, hvor der blev solgt knap 200 flere sæsonkort. Det er dog et tal, vi håber og tror, vi vil nå op til forårssæsonen, så sæsonen 2019/2020 fremadrettet vil holde rekorden for flest solgte sæsonkort.

Der er da også masser af gode grunde til at sikre sig et sæsonkort på abonnement, for til foråret venter der først et brag af en kamp, når Brøndby IF gæster Nature Energy Park til forårspremieren, og siden venter der spændende hjemmebanekampe mod Silkeborg IF og Esbjerg fB, når vi skal jagte top-6 og Mesterskabsspillet.

2020 starter dog allerede op fredag den 10. januar, når Jyske Bank Arena ligger gulv til KMD Cup, hvor vi skal møde AGF, Brøndby IF, AaB og et hold sammensat af spillere fra Øens Hold-samarbejdet.

Der dermed rigeligt at se frem til i det kommende år for alle Stribede hjerter.