25.02.2019 15:45
Onsdag klokken 19:00 står den på kvartfinale i Sydbank Pokalen mod Esbjerg fB, og Michelsen tror på, at fansene kan blive den afgørende forskel i en tæt kamp.
Onsdag aften klokken 19:00 spiller vi for første gang siden sæsonen 2012/13 pokalkvartfinale, når vi i Sydbank Pokalen møder Esbjerg fB hjemme på Nature Energy Park. Her forventer OB’s cheftræner Jakob Michelsen, at det bliver en tæt kamp mellem Superligaens fjerde- og femteplads.
- Det bliver en tæt affære, men det bliver rigtig sjovt at skulle spille pokalfodbold i foråret, og vi går da selvfølgelig benhårdt efter at komme i semifinalen, velvidende at det bliver svært. De her pokalturneringer er knald eller fald, og der venter os op til tre finaler, inden turneringen gøres op, så vi skal selvfølgelig jagte en sejr i semifinalen mod Esbjerg.
- Det bliver svært, for Esbjerg er et godt fodboldhold, der indtil videre har samlet ét point mindre sammen end os i Superligaen. I vores to indbyrdes opgør har vi vundet en kamp hver, og det var to tætte kampe. Derfor forventer jeg også, det bliver tæt, så vi skal på banen og forsøge at få marginalerne til at tippe over på vores side, siger Jakob Michelsen.
Esbjerg er i denne sæson oprykkere til Superligaen, men derfor har de alligevel imponeret stort. De har i en periode indtaget tredjepladsen i Superligaen, og Jakob Michelsen mener også, at de har imponeret.
- Esbjerg har været et positivt bekendtskab i Superligaen. Det er en stor klub fra en stor dansk by, og de har klaret sig godt. De ligger side og side med os i tabellen og de andre klubber i det store midterfelt, som stort set har lige mange point. De kan spille en god gang fodbold, og de har holdt fast i den samme stamme, der gjorde det godt i efteråret, fortæller Michelsen.
Man har for vane at sige, at pokalkampe er noget specielt noget. Og selvom det onsdag aften er to hold fra dem samme lige, der står overfor hinanden, så er Michelsen tilbøjelig til at være enig i udtrykket om, at pokalkampe er noget andet.
- Alle pokalkampe har på en eller anden måde bare sit eget liv. Det med, at det skal afgøres på dagen, gør, at kampene udvikler sig, fordi man til sidst ikke har noget at miste. Derfor er holdene mere tilbøjelige til at gå all-in, hvis man kommer bagud. Der er altid drama i pokalkampe, og det bliver der også onsdag aften, men vi håber, vi kan levere en god præstation, for gør vi det, så mener jeg, vi har gode muligheder for at indløse en semifinalebillet, siger OB’s cheftræner.
Kvartfinalen spilles over en enkelt kamp, og at den skal spilles i Odense og ikke i Esbjerg, det er en ting, der kan få helt afgørende betydning.
- Efter lodtrækningen var vi da selvfølgelig rigtig glade for at se, vi fik hjemmebanefordelen i kvartfinalen. Vi er vilde med at spille i Odense foran vores dejlige hjemmebanepublikum. Søndag leverede de et stærkt fremmøde i Horsens, og der var også god lyd på. Så vi håber da, at vores fans kan være den berømte 12. mand, der gør forskellen onsdag aften.