PA067514

14.02.2019 14:47

OB spiller årets første hjemmekamp mod Vejle på søndag. Ryan Johnson Laursen er klar til at give alt for at få tre point på Nature Energy Park.

På søndag klokken 14 spiller OB den første hjemmekamp i forårssæsonen mod Vejle. Det omvendte opgør i Vejle er en kamp, som Ryan Johnson Laursen husker kærkomment.

- Det, jeg husker, er, at da vi kommer ud til opvarmning, står der en proppet tribune med OB-fans. Det var en fed overraskelse, der gjorde, at vi fik noget hjælp til at levere, som vi gjorde. Vi fik spillet en god kamp og fik vendt den dårlige stime, vi var inde i. Det var fansene en stor del af, og det var klart det vendepunkt, som vi havde brug for i efteråret, fortæller Ryan Johnson Laursen om støtten i Vejle tidligere på sæsonen.

Forårets første kamp gik bestemt ikke som ønsket, og derfor mener Ryan Johnson Laursen, at det er vigtigt, OB hurtigt kommer tilbage på rette spor – allerede søndag.

- Det er altafgørende, at vi får en sejr på søndag. Vi har været lidt ramte mentalt efter vores dårlige start i Parken og har snakket en del om det, men vi er kommet videre nu og ser frem til kampen mod Vejle. Det er vigtigt, at man ikke lader sig tynge alt for meget ned, fordi kampen mod Vejle er mindst lige så vigtig. Vi har fået snakket igennem, hvad vi skal, og nu er det vigtigt, at vi får vist Odense, at vi ikke er et hold, man laver så mange mål på. Det var virkelig under niveau, og det vil vi gøre alt for at vende.

Johnson Laursen og truppen ved, hvad de skal gøre, for de kan få tre point på kontoen mod Vejle.

- Først og fremmest, skal vi ud fra start, og komme ud i nærkampene, og gå hårdt ind. Vi skal ikke lade os kyse og lade os trykke tilbage af nogen, særligt ikke når vi er på hjemmebane. På den måde, bliver det et andet OB-hold, der kommer ud på søndag. Vi kommer til at vise nogle andre dyder, specielt nu hvor banerne ikke er så gode – så er det måske mere fight og hårdt spil der kommer til at præge kampen, fremfor fine afleveringer og gennemspillede angreb. Det vil vi gerne vise fansene, at vi er klar til.

Og netop fansene har backen glædet sig meget til at se på lægterne, til årets første superliga-hjemmekamp.

- Vi har glædet os meget til at komme hjem og spille Superliga. Vi spillede en træningskamp på stadion, men når der er point på spil, er det bare noget helt andet. Vi glæder os til, at der er nogle fans der ser på, og de er sammen med os på den her rejse, der hedder top seks. Hvis vi giver alt, vi har, håber vi, fansene gør det samme. Vi skal gøre det sammen - vi vil i hvert fald give alt hvad vi har for at sikre tre point mod Vejle.

Der er kampstart mod Vejle klokken 14 på søndag. Vi starter også markeringen af miraklet i Madrid, hvor Lars Høgh vil blive hyldet for hans præstation i dén kamp, og de yderligere 816, han vogtede buret for klubben. Det vil ske bag Richard Møller Nielsen Tribunen klokken 12.30.