P9242471

21.02.2019 09:00

Striberne tager en tur til Horsens på søndag, og vi har kigget lidt på statistikkerne til opgøret.

Når OB og Horsens tørner sammen på søndag, bliver det en kamp mellem to hold, som begge kommer med sejre i bagagen. Horsens brød en dårlig stime på hjemmebane, de havde ikke vundet på CASA Arena Horsens siden 16. september, hvor de slog AGF 3-2. Den stimebrydende kamp endte 3-0 til Horsens mod et Vendsyssel-hold, der var en mand i undertal godt en time.

Hvis man kigger på statistikkerne for de to hold, kan kampen meget vel tænkes at blive afgjort på, hvilket hold der scorer det første mål. OB har vundet de tre kampe, de har været foran på udebane, hvorimod Horsens har vundet nul af de syv kampe, de har været bagud på hjemmebane.

Horsens’ kamp mod Vendsyssel var deres sjette i sæsonen med rent bur. Alle seks gange det er sket, har det været kroatiske Matej Delac, der har vogtet målet. Horsens’ normale førstevalg i målet har dog karantæne i kampen mod OB, og det er sandsynligvis Kevin Ray Mendoza, der tager over på målmandsposten. Han har lukket fjorten mål ind, i de fem kampe han har spillet – det er et gennemsnit på 2,8 mål per kamp. Horsens har tabt tre, spillet én uafgjort og vundet én af de kampe, hvor Mendoza har stået på mål.

Delac er ikke den eneste Horsens-spiller der har karantæne til kampen på søndag. Det samme har tidligere OB-spiller Jonas Borring. Horsens er ikke uvant med at have spillere i karantæne – de er det hold der har flest røde kort i sæsonen, sammen med Vendsyssel, Esbjerg og FC Midtjylland. De har tre styks på den konto, hvor OB har nul. Samtidig er Horsens det hold, som i denne sæson har måttet afsone flest karantænedage af alle hold. 11 karantænedage er det blevet til – for stribernes vedkommende er det blot blevet til en enkelt.

Det er en velkendt sag, at Horsens går meget op i deres dødbolde. Det var deres forrige kamp mod Vendsyssel et godt eksempel på, da de scorede to af deres tre mål på dødbolde. Derudover har de i sæsonen scoret ni af deres 29 mål på hovedstød, omvendt er det kun en ud af de i alt 28 scoringer i denne sæson, som OB har sat ind med hovedet.

Striberne spiller mere i det åbne spil og skaber chancer på den måde. Når det kommer til antallet af afleveringer, er OB nummer fire i Superligaen, mens Horsens er nummer 13. OB har spillet 10.221 afleveringer, og Horsens har spillet 8.225 afleveringer, hvilket må siges at være en stor forskel, der vidner om forskellen i spillestilen på de to hold.

 

Horsens har scoret et mål mere end OB, men til gengæld har de lukket flere ind. OB har lukket 29 mål ind i sæsonen, hvor Horsens har lukket 37 mål ind. Horsens er dermed det hold, der har lukket næstflest scoringer ind, her ligger OB på en delt niendeplads.

 

Da OB tog imod Horsens på Nature Energy Park, blev det til en 4-0 sejr til striberne. Her scorede de tre af deres fire mål i de sidste ti minutter af kampen, og det er også i dette tidsrum, at OB har været bedst i sæsonen. De har scoret 39% af deres mål i de sidste 15 minutter af kampen – hele 11 mål er det blevet til i det sidste kvarter. Søndagens modstander fra Horsens er farligst i det sidste kvarter af første halvleg, hvor de har scoret otte af deres mål – svarende til 28 % af deres mål.