23.02.2019 15:20
Lørdag spillede U19-drengene årets første turneringskamp, og det endte hjemme i Ådalen med en sikker sejr på 5-0 over Silkeborg IF.
U19-Ligaen
Lørdag 23. februar kl. 13:00, Ådalen
OB – Silkeborg IF 5-0 (2-0)
10. min. 1-0 Oliver Skolnik
33. min. 2-0 Mikkel Michelsen
77. min. 3-0 Jonathan Harboe
88. min. 4-0 Mads Frøkjær-Jensen
90. min. 5-0 Mads Frøkjær-Jensen
Gule kort:
OB: 8. min. Anton Pedersen, 56. min. Jonathan Kjær
SIF: 30. min. Pelle Mattsson, 85. min. Peter Nemec
OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Jonas Skytte, Anton Pedersen, Oliver Skolnik, Jonathan Kjær – Nicolai Skøtt, Jonathan Harboe, Anders Klynge (83. min. Tarik Ibrahimagic, Lucas Møller Jensen (72. min. Kristian Brøndum) – Mads Frøkjær-Jensen, Mikkel Michelsen (72. min. Max Fenger)
Bænken: Marcus Alstrup, Tarik Ibrahimagic, Kristian Brøndum, Max Fenger
Kampens forløb:
Lørdag tog U19-drengene hul på forårssæsonen, hvor modstanderen var Silkeborg IF. Inden kampen var striberne placeret på en syvendeplads, mens gæsterne fra Silkeborg lå næstsidst i U19-Ligaen. Det omvendte opgør endte dog kun med en sejr til OB på 2-1, så man kunne på forhånd godt forvente en tæt kamp i Ådalen.
Det var dog OB, der satte sig på tingene fra første fløjt, og allerede ti minutter inde i opgøret kom striberne da også på sejrskurs, da Oliver Skolnik sendte bolden i kassen til 1-0 efter et hjørnespark.
OB fortsatte med at presse på, og fem minutter senere burde det være blevet 2-0. Mads Frøkjær-Jensen satte sig igennem på venstresiden, inden han lagde den ind i feltet til Nicolai Skøtt. Skøtt burde have sparket den i kassen, men gæsternes keeper kom i vejen for afslutningen.
I stedet var Silkeborg pludselig tæt på at få udlignet i den anden ende. Oliver Haurits brød igennem på højrekanten, hvorefter han med et fladt indlæg fandt Stefan Stojilkovic ved den bageste stang. Fra nært hold sparkede kantspillere dog bolden over mål, og striberne kunne ånde lettet op.
Det var en kamp med masser af chancer, og størstedelen tilfaldt striberne, og efter en god halv times spil fik Mikkel Michelsen pludselig masser af plads inde i straffesparksfeltet. Det straffede han prompte med en god flad afslutning over i det lange hjørne.
I anden halvleg var det Silkeborg, der havde størstedelen af boldbesiddelsen. De havde dog svært ved at spille sig igennem til de store chancer mod en OB-defensiv, som stod stærkt, og med et lille kvarters tid tilbage af kampen fik Kim Engstrøms tropper så i stedet scoret til 3-0.
Jonathan Kjær sparkede et frispark fra højresiden, og bolden gik hele vejen gennem feltet forbi både venner og fjender. Ved bageste stolpe dukkede Jonathan Harboe, og med hjælp fra hele overkroppen fik han via stolpen myret bolden ind over stregen til 3-0.
Kort efter var Silkeborgs Oliver Haurits tæt på at gøre det til 3-1, men Anton Pedersen kom flot ned og blokerede afslutningen i sidste øjeblik.
Mads Frøkjær-Jensen havde offensivt spillet en rigtig stærk kamp, hvor han mange gange havde sat holdkammeraterne op til store chancer. Det eneste, der manglede, var en scoring fra førsteholdsspilleren, og med to minutter tilbage af den ordinære spilletid fik han scoringen. Med et par snævre driblinger satte han sig igennem på midten af banen, kom tæt på keeperen og sparkede den sikkert i kassen til 4-0.
I overtiden fik Mads Frøkjær-Jensen så sat kronen på værket. Kristian Brøndum spillede ham fri i dybden, og fra en halvspids vinkel sparkede han den i modsatte side af målet ind til 5-0, som blev kampens slutresultat.
Kommentar fra Kim Engstrøm:
Vi er selvfølgelig rigtig tilfredse med at vinde forårets første kamp, og at vinde 5-0 kan vi selvfølgelig også kun være rigtig tilfredse med. Jeg synes, vi spiller en fin første halvleg på bolden, mens anden halvleg blev mere rodet, og der fik vi aldrig rigtig kontrol over det. Alligevel formåede vi at holde dem fra chancer i anden halvleg.
Rent forsvarsmæssigt synes jeg, vi haltede lidt i første halvleg, men overordnet set kan vi kun være tilfredse, når vi vinder forårets første kamp med 5-0, hvor vi tilmed havde fire forskellige målscorere.
Næste kamp:
Lørdag 2. marts kl. 13:00, OB – Brøndby, Ådalen