24.02.2019 16:24
Horsens kom foran med 1-0, men vi kom stærkt igen, og efter mål fra Bashkim og AK endte det med en stribet sejr på 2-1.
Superligaen, 23. runde
Søndag 23. februar kl. 14:00, Casa Arena Horsens
AC Horsens – OB 1-2 (1-1)
18. min. 1-0 Peter Nymann
26. min. 1-1 Bashkim Kadrii
81. min. 1-2 Anders K. Jacobsen
Gule kort:
ACH: 49. min. Hallur Hansson, 56. min. Hallur Hansson
OB: 59. min. Jacob Barrett Laursen
Rødt kort:
ACH: 57. min. Hallur Hansson (2. gule kort)
AC Horsens startopstilling:
Kevin Ray Mendoza – Rune Frantsen, Mads Juel Andersen, Thomas Kortegaard (83. min. Sammy Skytte), Michael Lumb – Peter Nymann, Sivert Heltne Nielsen, Hallur Hansson, Louka Prip Andreasen (59. min. Bjarke Jacobsen) – Kasper Junker, Oliver Drost (76. min. Mikkel Qvist)
Bænken: Frederik Nørgaard, Sammy Skytte, Bjarke Jacobsen, Sebastian Avanzini, Mikkel Qvist, Matthias Præst Nielsen
Odense Boldklubs startopstilling:
Sten Grytebust – Ramon Leeuwin (78. min. Mathias Greve), Jeppe Tverskov, Marco Lund – Ryan Johnson Laursen, Casper Nielsen, Janus Drachmann (66. min. Jens Jakob Thomasen), Troels Kløve (78. min. Nicklas Helenius), Jacob Barrett Laursen – Bashkim Kadrii, Anders K. Jacobsen
Bænken: Oliver Christensen, Oliver Lund, Jens Jakob Thomasen, Nicklas Helenius, Julius Eskesen, Mikkel Desler, Mathias Greve
Kampens forløb:
Der er ingen tvivl om, at søndagens kamp var en vigtig kamp i midterfeltet af en usandsynligt tæt Superliga. Så man på tabellen, så var det nummer otte mod ti i Superligaen, men vinderen af søndagens kamp ville spille sig op på en midlertidig tredjeplads i Superligaen.
Og allerede efter fire minutters spil bed striberne fra sig for første gang. Ryan Johnson Laursen smed et indlæg ind i det forreste område af feltet, hvor Bashkim Kadrii steg til vejrs. Bolden havde retning mod det nærmeste målhjørne, men Kevin Ray Mendoza, som vikarierede for en karantæneramt Matej Delac i Horsens-målet, kom helt op i hjørnet, hvor han vippede bolden til hjørnespark.
Der var stribet dominans, og hjemmeholdet stod for det meste i deres tre kæder og forsvarede sig. På halvlegen mod Sten Grytebust var de sjældne gæster, og det var først i kampens 18. minut, de kom over midten for første gang. De angreb over venstresiden, og et indlæg fra Michael Lumb blev i første omgang afvist af Jeppe Tverskov. Desværre fik han kun sendt bolden ud på kanten af feltet, og her landede den så for fødderne af Peter Nymann, der bragede bolden i kassen til 1-0.
Minuttet efter var striberne dog tæt på at svare igen. Anders K. Jacobsen brød igennem hjemmeholdets venstreside, inden han med en skarp aflevering fandt Bashkim Kadrii på midten. Bashkim afsluttede på sin førsteberøring, men Mendoza i målet leverede en ny, stor redning.
OB fortsatte presset, og godt 25 minutter inde i kampen kom OB så frem til den tredje store chance i kampen. Anders K. Jacobsen pillede bolden ned inde i feltet, vendte rundt på en tallerken og sparkede på mål. Denne gang var Mendoza i vejen med en fodparade, men bolden havnede for fødderne af Troels Kløve, der desværre sparkede forbi det ellers tomme Horsens-mål.
Minuttet efter var striberne igen på spil. Et hjørnespark fra Bashkim Kadrii blev sendt ind midt i feltet, hvor Mads Juel Andersen i første omgang fik afvist. OB var hurtigt over returbolden, og fastholdt et pres på kanten af feltet. Efter lidt klumpspil fik Marco Lund så spillet bolden ud til Bashkim Kadrii, der tog et par berøringer, inden han bragede bolden i kassen ved den nærmeste stolpe til 1-1.
Efter scoringen kom der mere spil på midten af banen, og der var længere mellem de største chancer. Faktisk skulle vi hen til sidste minut i første halvleg, hvor vi blev tildelt et frispark på kanten af feltet. Casper Nielsen trykkede af, men bolden ramte Michael Lumb i frisparksmuren, hvorefter Michael Tykgaard fløjtede til pause.
Fra anden halvlegs start kom der mere tænding på i kampen, og der var mere smæk på i duellerne. Efter 49 minutter vurderede Michael Tykgaard, at Hallur Hansson gik lidt for hårdt til Casper Nielsen, så han gav færingen en advarsel. Syv minutter senere var Hansson så i en duel med Ramon Leeuwin på kanten af straffesparksfeltet. Hallur Hansson faldt i duellen, og Tykgaard vurderede, der var usportslig advarsel. Derfor fik Hallur Hansson endnu advarsel og dermed rødt kort.
Efter udvisningen begyndte AC Horsens at forsvare sig en tand dybere, og det gav striberne problemer med at bryde igennem. Et lille kvarter efter udvisningen kom den første store OB-chance så. Efter et gennembrud på højrekanten kom Casper Nielsen frem til en stor chance, men bolden sneg sig lige akkurat forbi den fjerneste stolpe.
Kort efter trykkede Jens Jakob Thomasen af fra distancen. Her parerede Mendoza forsøget, og få minutter efter forsøgte Jens Jakob Thomasen sig igen, men bolden gik tæt forbi den fjerneste stolpe.
Lidt senere i opgøret forsøgte Jeppe Tverskov sig med en lumsk afslutning fra kanten af feltet. Mendoza kom godt ned i hjørnet og tog sig af forsøget. Han skubbede dog bolden lige ud i fødderne på Casper Nielsen, men desværre var Mendoza hurtigt over returen, som han fik reddet.
OB fortsatte ufortrødent presset, og efter 81 minutters spil sendte Jeppe Tverskov et indlæg ind i feltet. Anders K. Jacobsen kunne løbe direkte ind i boldens bane, og fra tæt hold flugtede han bolden i kassen til en stribet 2-1 føring.
Horsens skiftede i slutningen både Sammy Skytte og Mikkel Qvist, og samlet man deres tre udskiftninger, som de foretog i anden halvleg, så blev de ifølge tal på Google 37 centimeter højere i deres samlede højde. Derfor satsede de naturligvis på mere direkte spil i slutfasen, og de forsøgte at pumpe en masse bolde ind i feltet.
Det fik de hårdt kæmpende OB-spillere afvist på fornem vis, og så endte det 2-1, og vi fik den sidste sejr Horsens siden år 2011.
Næste kamp:
Onsdag 27. februar kl. 19:00, OB – Esbjerg fB, Sydbank Pokalen