IMG_7337

23.01.2019 15:24

Torsdag spiller førsteholdet den første træningskamp under træningslejren i Belek, og anfører Janus Drachmann glæder sig til torsdagens kamp mod polske Pogon.

Efter et par træningsdage i tyrkiske Belek, skal der nu kun soves en gang mere, inden første træningskamp for Janus Drachmann og resten af førsteholdet fløjtes i gang. Torsdag klokken 9:00 dansk tid og 11:00 tyrkisk tid tørner vi sammen med Pogon Szczecin, som er nummer fem i den polske række – blot to point fra tredjepladsen, og det er noget, vores anfører glæder sig til.

- Det bliver godt at spille kamp på græs. Vi har trænet en masse og spillet en enkelt testkamp her i opstarten, hvor vi vandt i Aarhus. I morgen møder vi et polsk mandskab, og det bliver sjovt med en anden modstander fra anden liga, end de hold vi plejer at møde. Det betyder jo, at vi sandsynligvis kommer til at møde en anderledes spillestil, og jeg forventer, de har mange dygtige tekniske spillere, så det bliver sjovt, fortæller vores anfører Janus Drachmann.

Mandag aften ankom Drachmann og resten af truppen til Cornelia Diamond Golf Resort & Spa i Belek. Det er 35 kilometer fra lufthavnen i Alanya, og her bor spillerne godt, fortæller Janus Drachmann.

- Vi har det rigtig godt i Tyrkiet. Forholdene er gode, der mangler måske lidt sol, men græsset et grønt, banen er plan, og maden er også rigtig god. Så vi kan ikke brokke os over de første par dage i Tyrkiet.

Træningslejren varer ved i en uges tid endnu, og først den 30. januar vender striberne snuden mod Danmark igen. Til den tid håber Janus Drachmann, at OB-truppen er blevet mere klar til den spændende forårssæson, der venter.

- Vi er her for at få zoomet mere ind på, hvordan vi skal gribe forårets første kamp mod FCK an. Nogle af de principper og aftaler, vi har arbejdet på i opstarten, skal komme til udtryk, for så tror jeg på, det bliver godt.

Vi skal ikke længere tilbage end den 7. januar, for at finde den dag, OB-truppen vendte tilbage fra juleferie, og siden den dag har førsteholdstruppen ikke ligget på langs. Der er blevet trænet til den store guldmedalje, og Drachmann kan da også mærke det i stængerne, men torsdagens kamp mod Pogon Szczecin er på ingen måder i fare.

- Benene har det okay. Man kan godt mærke dem efter en del træningspas, men det bliver bedre og bedre for hver træning, og jeg skal nok være klar til at spille kamp torsdag formiddag, forsikrer vores anfører, Janus Drachmann.

Årets første superligakamp er på udebane den 10. februar mod FCK, inden vi den 17. februar møder Vejle Boldklub i årets første hjemmebanekamp.