29.01.2019 16:42
Jakob Michelsen var rigtig glad for præstationen og udbyttet af tirsdagens træningskamp mod Rapid Wien.
Tirsdag eftermiddag blev det til en sejr på 5-2 over Rapid Wien, og det skete på baggrund af en præstation, som cheftræner Jakob Michelsen var rigtig tilfreds med.
- Jeg så et OB-hold, der spillede en rigtig flot første halvleg. Særligt den første halve time var på et meget højt niveau. Rapid Wien skiftede så et par normale startere ind fra anden halvlegs start, så de blev bedre efter pausen. Det gjorde, at det blev mere jævnbyrdigt i anden halvleg, og da de så skiftede yderligere seks friske spillere ind i løbet af anden halvleg, kunne man godt se, de var friskere end vores, der skulle spille 90 minutter, siger Jakob Michelsen.
Selvom 5-2 kan lyder som et overbevisende resultat og som klasseforskel, så var det er godt hold, OB stod overfor, og Michelsen føler også at udbyttet af både dagens træningskamp, men også gårsdagens mod Lechia Gdansk har været godt.
- Det var igen i dag en super træningskamp for os. Både i går og i dag har vi kunne give rigtig mange spillere i vores trup 90 minutter. Samtidig er vi kommet herfra uden skader, og vi føler, vi er godt forberedte til at gå ind i den afgørende træningsuge, inden forårssæsonen starter, slutter cheftræner Michelsen.
Næste træningskamp for OB og Jakob Michelsen er lørdag den 2. februar klokken 15:00. Det er mod Helsingborgs IF, og den kamp bliver spillet på Nature Energy Park.