OliverNYEST

Morten Wamsler — 25.01.2019 10:35

28-årige Oliver Lund vender tilbage til OB efter halvandet år i Lyngby.

Forsvarsspilleren Oliver Lund skifter fra Lyngby Boldklub til OB. Dermed vender han tilbage til OB, som han repræsenterede frem til 2017. OB har købt den 28-årige forsvarsspiller fri af kontrakten i Lyngby og lavet en aftale med ham, der gælder frem til sommeren 2019.

Oliver Lund kom til OB i 2015 og spillede i de blå-hvide striber i de følgende to sæsoner. Nu bliver det til et gensyn mellem OB og Oliver Lund, og det ser OB’s sportsdirektør Jesper Hansen frem til.

- Vi glæder os til at have Oliver tilbage i OB, for da hans kontrakt udløb hos os, ville vi gerne have beholdt ham, og det havde vi nogle rigtig gode snakke om. Han prioriterede dengang muligheden for at få mere spilletid et andet sted, og det har jeg stor respekt for. Vi har fulgt ham siden, og vi ser ham som et godt supplement til vores trup, hvor han både er en god gardering i midterforsvaret, hvor vi har Alexander Ludwig ude i noget tid, og Oliver kan også dække backpositionerne, hvis vi skulle få brug for det. Vi har været enige om, at det er fornuftigt med en kort kontrakt i første omgang, og så ser vi i løbet af foråret, hvordan tingene udvikler sig, men uanset hvad, så ser vi frem til at have Oliver, hans energi, hans humør og hans solide arbejdsindsats hos os frem til forårssæsonen slutter, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Oliver Lund, der siden skiftet til Lyngby har giftet sig til efternavnet Poulsen i stedet for Jensen, ser frem til atter at prøve kræfter med OB og Superligaen.

- Jeg er rigtig glad for, at det er kommet på plads. Jeg glæder mig til at komme tilbage til OB og se de gamle drenge og mærke den specielle stemningen der er omkring klubben. Jeg er blevet lidt ældre og måske en smule klogere siden sidst, men jeg har stadig mange af de samme kvaliteter i form af ærgerrighed og arbejdsomhed, som jeg hele tiden har haft. Jeg har viljen som den store drivkraft, og jeg glæder mig til at komme ind og hjælpe holdet så godt, som jeg kan. Tiden i Lyngby har på mange måder været lidt turbulent, og det har måske gjort mig lidt mere ukuelig end tidligere, og det glæder jeg mig til at vise i OB.

Oliver Lund er i alt noteret for 120 kampe i den bedste danske fodboldrække, og i de 46 af kampene, har han optrådt for OB. Han rejser lørdag til Tyrkiet og slutter sig til førsteholdets træningslejr i Belek.