14.07.2019 19:08
Læs reaktionerne fra Janus Drachmann, Jeppe Tverskov og Bashkim Kadrii efter 2019/20-sæsonens første kamp.
Janus Drachmann:
Vi starter rigtig, rigtig godt. Før kampen havde vi snakket om, at vi skulle være fremadrettede og presse dem og være chanceskabende. Det synes jeg, at vi lykkedes med i store dele af første halvleg. Vi kommer fortjent foran 2-0, og så er det selvfølgelig sindssyg ærgerligt, at de kommer på 2-1 inden pausen.
I anden halvleg har de bolden meget og skaber også nogle chancer, med det synes jeg også, at vi gør, og det var lige ved og næsten.
Det er ikke godt nok at smide kampen, når vi fører 2-0. Vi skal være endnu bedre til at lukke kampen, og vi skal sætte en prop i. Det er selvfølgelig også svært, men det skal ikke være en undskyldning, at det er et godt hold, vi møder i dag. Der er er rigtig meget, som vi kan tage med videre herfra i forhold til vores chanceskabende spil, vores energi og vores mod til at udfordre dem.
Jeppe Tverskov:
Det er bittert, det er klart efter så god en start og så god fornemmelse i den første halve time. Vi følte i hvert fald, at vi havde godt styr på det, men de får en scoring inden anden halvleg, der bliver vigtig for dem, fordi det giver dem noget energi. De kommer så også stærkt ud til anden halvleg, og vi kunne ryste dem i dag, men Dame N'Doye er stærk, og vi havde lidt problemer med ham i dag og samtidig mange dueller.
Bashkim Kadrii:
Det var en god præstation, men vi er enormt skuffede over resultatet. Vi leverer godt, men vi skal være skarpere. Når vi fører 2-0, så må vi ikke smide det, som vi gjorde i dag. Lige nu er man selvfølgelig skuffet, men der er meget at bygge videre på.
Vi spiller en god første halvleg og en godkendt anden halvleg. Resultatet er bare ikke godt nok, men når man lige går hjem og kigger på tingene, så er der sikkert en masse, der kan tages med.