IMG_1047

06.07.2019 13:28

FC Roskilde blev sendt hjem til Sjælland med et 2-0 nederlag efter en kamp, som vi sad tungt på, og hvor Greve og AK scorede vores mål.

Træningskamp
Lørdag 6. juli, kl. 11.00, Ådalen
OB – FC Roskilde 2-0 (1-0)
1-0 Mathias Greve (20.)
2-0 Anders K. Jacobsen (62.)

Kampens forløb:
Lørdag spillede Striberne den sidste træningskamp, inden næste uges start på 3F Superligaen, da FC Roskilde var på besøg i Ådalen.

Det var et modstanderhold med mange prøvespillere i truppen, og derfor var det også ganske logisk OB, der satte sig på opgøret fra første fløjt. Der skete dog ikke det store i kampen, og vi skulle et kvarter ind, før OB-spillerne første gang fik trykket af mod gæsternes mål.

Det var en stærkt spillende Anders K. Jacobsen, der stod bag den afslutning, da han bragede bolden på stolpen. Minuttet efter var Bashkim Kadrii tæt på, men Roskildes keeper kom i vejen i sidste øjeblik.

Det varselsskud var tilsyneladende ikke nok for FC Roskilde, for bare få minutter efter lykkedes det OB at få sendt bolden i nettet. Oliver Lund smed et indlæg ind til den bageste stolpe, hvor Mathias Greve pillede den ned med brystet, lod bolden ramme jorden og sendte den derefter fladt ind ved den fjerneste stolpe til 1-0.

Resten af halvlegen var ikke den helt store fodboldmæssige oplevelse. Vi havde bolden en masse, og det foregik på gæsternes banehalvdel, men de helt store chancer producerede vi ikke, hvorfor vi gik til pause med en føring på 1-0.

Fra anden halvlegs start var billedet i store træk det samme med et OB-hold i dominans. Otte minutter inde i halvlegen var det mulighed for en scoring til 2-0, da Anders K. Jacobsen efter et hjørnespark løftede bolden over en modspiller og flugtede, men desværre fløj bolden langt over mål.

Ti minutter senere var OB-angriberen anderledes skarp i sin afslutning. Mads Frøkjær-Jensen spillede ham fri i dybden, og da han nåede ned til keeperen chippede han elegant bolden over ham og ind i nettet til 2-0.

Kort efter var en af vores gæstespillere i form af Mikkel Hyllegaard fra Oure tæt på at gøre det til 3-0 efter stærkt sammenspil med Jonas Skytte. Præcisionen i afslutningen manglede dog, og det var også tilfældet i overtiden, da den unge, hurtige angriber burde have gjort det til 3-0, men ikke fik ordentligt ram på bolden.

Alligevel kom sejren aldrig i fare, og det endte med en sikker og fortjent sejr på 2-0 til OB over FC Roskilde i opstartens sidste træningskamp, og nu hedder næste modstander F. C. København.

OB’s holdopstilling:
Oliver Christensen – Ramon Leeuwin (Oliver Skolnik, 84’), Jeppe Tverskov (Daniel Obbekjær, 46’), Alexander Ludwig (Jonas Skytte, 67’) – Oliver Lund, Mathias Greve, Janus Drachmann (Jonathan Harboe, 46’), Moses Opondo (Mads Frøkjær-Jensen, 37’), Jacob Barrett Laursen (Ryan Johnson Laursen, 46’) – Bashkim Kadrii (Mikkel Hyllegaard, 46’), Anders K. Jacobsen (Kristian Petersen, 73’)

Næste kamp:
Søndag 14. juli, kl. 16.00, OB – FCK, 3F Superligaen, Nature Energy Park